Ren valgflæsk: Parti giver billig benzin på valgdagen

Hvis du så valgdebat på DR1 i går, ved du det nok allerede.
Her proklamerede Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, at de vil give billig benzin og diesel på valgdagen.
Og den er altså god nok.
“Over hele landet vil Go’on på deres 200 tankstationer sælge benzin og diesel til spotpriser – og det sker på selve valgdagen 24. marts mellem klokken 7-10,” skriver Dansk Folkeparti i en pressemeddelelse.
Prisen for en liter benzin sænkes med mere end 3 kroner, mens for prisen en liter diesel sænkes med mere end 2 kroner. Det svarer til, at afgiften bliver nedsat til det minimum, EU tillader.
Her i Aalborg finder du en Go’on i Gug, mens der også er stationer i Vestbjerg, Gandrup, Hals og Skørping. Find dem alle her.
Derfor gør de det
Dansk Folkeparti gør det for at vise danskerne, hvad der kan lade sig gøre og hvad der kan blive virkelighed, hvis den politiske vilje er der.
“Jeg har ført valgkamp for at få priserne på benzin og diesel ned. Cirka halvdelen af den benzinpris, danskerne betaler ved tanken, ryger direkte i statskassen. Det er dybt urimeligt.
Hvis man vil have lavet det om, skal man stemme på Dansk Folkeparti,” siger Morten Messerschmidt.
Kampagnen er blevet til i et samarbejde mellem Dansk Folkeparti og Go’on, som i fællesskab finansierer prisnedsættelsen.