Påvirker trafikken i fire uger: Ny asfalt på vej på E45 nord for Aalborg

Vejdirektoratet vil fra søndag den 24. august og cirka fire uger frem udskifte cirka syv kilometer asfalt i begge retninger på Frederikshavnmotorvejen (E45) ved Vodskov samt ved til- og frakørslerne 18 og 19.
Da arbejdet er vejrafhængigt, kan det blive forsinket i tilfælde af dårligt vejr, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Arbejdet udføres i aften- og nattimerne, primært mellem kl. 18.00 og 6.00.
I det tidsrum vil trafikken blive ledt over i det spor, hvor der ikke arbejdes.
I dagtimerne er der åbent for trafik i fuldt omfang i begge retninger, dog med nedsat hastighed.
Læs også: Over 100.000 på verdensplan: Nu får Aalborg endelig sin første “snublesten” Flere faser
Belægningsarbejdet foregår i flere faser og begynder med fræsning af den gamle asfalt.
Herefter følger reparationer af underlaget, dernæst udlægges der ny asfalt, og til sidst påføres der nye vejstriber.
Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.
Information til trafikanter og vejens naboer
Både til- og frakørsel ved 18 Vodskov N og 19 Vodskov spærres på den side, hvor der arbejdes, og trafikanterne må benytte frakørslerne før eller efter 18 og 19.
“Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne og beboere i området,” skriver de.