Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

På tur i sommerferien?: Her får du flotte naturoplevelser i Nordjylland

Af Stine Kjølby Christensen
Foto: Daniel Brandt
Foto: Daniel Brandt

Sommerferien er for mange allerede i fuld gang, og hvis du er én af dem, der skal afholde den herhjemme, har vi den perfekte guide til dig.

Nu hvor temperaturene ikke er skyhøje, og solen ikke bager heftigt ned, så synes vi, at det er helt oplagt med ture ud i det blå. Men hvor skal man så tage hen, hvis man vil se de smukkeste naturoplevelser, som Nordjylland har at byde på?

Vi har igen allieret os med den lokale fotograf Daniel Brandt, der er kendt og elsket for netop sine smukke naturbilleder på Instagram – hvor langt de fleste er knipset her i Nordjylland.

Han ved om nogen, hvor det er værd at vende snuden mod.

Guiden er opdelt efter, hvor langt du er villig til at køre.

Vi starter lige her i Aalborg.

Skanseparken (lige udenfor døren)

Drømmer du om en udflugt lige i baghaven, så er en tur til Skanseparken oplagt.

Her kan I både nyde godt af de grønne og frodige omgivelser, men også nyde den storslåede udsigt udover Nørresundby, Aalborg og Limfjorden.

Parken har desuden både en naturlegeplads til de mindste samt store staudehaver til de ældste … Eller hvem der nu ellers sætter pris på den slags.

Fra Aalborg midtby er der lige nøjagtig 1,5 km. til Skanseparken, hvis du tager vejen over Limfjordsbroen. Du behøver derfor ikke andet end et par behagelige sko for at komme afsted.

Måske lige pånær de gode benmuskler, da parken ligger godt hævet over byen – men det er altså også de ømme ben værd.

På tur i sommerferien?: Her får du flotte naturoplevelser i Nordjylland
Foto: Daniel Brandt Photography

Renseanlæg Vest (lige i baghaven)

Et andet sted i Aalborg, der kan nås frem til på nærmest ingen tid, er stisystemet i Vestbyen, der starter ved Renseanlæg Vest på Mølholmsvej.

Her kan du gå helt uforstyrret fra vejen og helt ned til Limfjorden, hvor udsigten til kajakroere og måske nogle sjove fuglearter, venter på dig.

I sommerhalvåret lukker bladene næsten helt tæt over hovedet på dig, og du får fornemmelsen af, at gå i en smuk grøn tunnel, der langsomt bugter sig ned mod Limfjordens breder.

På tur i sommerferien?: Her får du flotte naturoplevelser i Nordjylland
Foto: Daniel Brandt
På tur i sommerferien?: Her får du flotte naturoplevelser i Nordjylland

Perfekt til en gåtur, hvis dagen skal bruges her i byen.

Observatoriet i Sohngårdsholm-parken

Sidste stop på minirejsen rundt i midtbyen, bliver hos Urania Observatoriet.

Observatoriet tårner sig op i den i forvejen høje Sohngårdsholm-park, der har en fantastisk udsigt over byen. Urania Observatoriet blev indviet 1988 og huser Danmarks største offentligt tilgængelige linsekikkert, Urania Refraktoren.

På tur i sommerferien?: Her får du flotte naturoplevelser i Nordjylland
Foto: Daniel Brandt

Den omkringliggende park og stier indbyder til en dejlig gåtur, hvor du på samme tid kan blive klogere på vores solsystem.

I parken finder du nemlig den såkaldte “Planetstien”, hvor du på 700 meter kan opleve hele solsystemet i målestoksforholdet 1:2 mia.

Der er desuden skilte med uddybende oplysninger opsat, så du går derfra med ny og spændende viden om verden over os.

På tur i sommerferien?: Her får du flotte naturoplevelser i Nordjylland
Foto: Daniel Brandt

Hammer Bakker og Pebermosen (12 km. fra Aalborg)

Man behøver slet ikke at skulle køre til verdens ende for at finde vild og storslået natur.

Blot 12 km. nord for Aalborg finder du nemlig det velbesøgte Hammer Bakker, der virkelig har noget at byde på, når det kommer til smukke omgivelser.

Du kan for eksempel nyde dagen i et af de mange fine shelters, der ligger spredt godt rundt omkring.

På tur i sommerferien?: Her får du flotte naturoplevelser i Nordjylland
Foto: Daniel Brandt Photography
På tur i sommerferien?: Her får du flotte naturoplevelser i Nordjylland
Foto: Daniel Brandt Photography

Derudover er der gode også gode mountainbikes-faciliteter – og er du til det helt rolige, kan du jo sætte dig ved Pebermosens bred og nyde den smukke natur, der omkranser dig hvor end, du kigger.

Hammer Bakker har desuden mange gode vandreruter, hvis du vil have nogle kilometer i benene.

Hou Havn (27 km. fra Aalborg)

Har du lidt mere tid – og lidt mere benzin – at tage af, så sæt GPS’en mod nordøst.

Helt ud mod Kattegat finder du nemlig den smukkeste lille naturperle, Hou, der blandt andet rummer et helt fantastisk (og #instaworthy!) havneområde.

På tur i sommerferien?: Her får du flotte naturoplevelser i Nordjylland
Foto: Daniel Brandt Photography

Her kan du både nyde en gåtur blandt de røde fiskerskure, hoppe på paddleboardet eller slentre en tur op langs østkysten, mens sommersolen skinner ned på vandet.

Hou Havn har desuden de mest fantastiske, hvide sandstrande, der er oplagt til at lade de små dyppe tæerne.

Dæmningen ved Gjøl (32 km. fra Aalborg)

En halv times kørsel fra Aalborg finder du Gjøl Dæmningen.

En smal tange binder to breder sammen og omkranser samtidig et lille vådområde, som kendes som Vejlen.

På tur i sommerferien?: Her får du flotte naturoplevelser i Nordjylland
Foto: Daniel Brandt

Dette naturskønne område er hjemsted for et rigt fugleliv, som du kan opleve fra fugletårnet, placeret ved dæmningsenden.

Fra tårnet kan du nyde et betagende 360 graders panoramaudsyn samtidig med at du lærer om fuglearterne via de informativt opstillede tavler.

På tur i sommerferien?: Her får du flotte naturoplevelser i Nordjylland

Et besøg her er simpelthen uundværligt, hvor du parkerer bilen og tager den korte tur til toppen af “bjerget” på højre side af Bjergets vej, når du kommer fra Aalborg.

Her bliver du belønnet med en fantastisk udsigt ud over hele området.

I en af bjergets små lommer finder du et helt nyt shelter (samt et tilhørende toilethus), som giver dig mulighed for at overnatte med udsigt til Gjøl Bredning.

Fosdalen – Tranum Klitplantage (32 km. fra Aalborg)

Måske du også havde drømt om en sommerferie tæt på ækvator, hvor tropiske jungler med spændende dyr bare venter på at blive oplevet.

Hvis du derimod ikke har noget imod at slippe for svedperler dryppende ned af panden, risikoen for at blive bidt af en giftig edderkop og egentlig bare gerne vil bruge dine hårdtoptjente penge på store is … så kan du i stedet sætte kompasset mod Nordjyllands svar på junglen.

I Fosdalen – ved Tranum Klitplantage – kan du nemlig følge stien gennem den grønne tunnel hele vejen ned til klitterne, hvor det brusende Vesterhav venter på dig.

På tur i sommerferien?: Her får du flotte naturoplevelser i Nordjylland
Foto: Daniel Brandt

Her kan du i sandhed lade dig opsluge af naturens magi og fornemme, hvordan istiden for millioner af år siden har formet disse slugter.

Fosdalen byder desuden på vandrestier for alle slags fødder, så både store og små kan være med.

Svinklovene (50 km. fra Aalborg)

Svinkløv rimer uden diskussion på badehotel og sommerstemning. Hvilket slet ikke er forkert.

For det er nemlig her at flere af naturoplevelserne til den elskede TV-serie, Badehotellet, er optaget. Og med god grund.

Lige syd for Svinkløv Badehotel finder du Svinklovene: Det smukke naturfænomen, pakket ind i et råt og grønt tæppe, der troner ud mod vestkystens vindblæste kyster.

Synet er mildest talt imponerende, både fra stranden og toppen, hvor du endda kan se hele vejen til Slettestrand i nord og Thorup Strand i syd.

Spredt rundt om klitplantagen er der rig mulighed for at nyde en god frokost, blive udfordret på de mange mountainbike-stier eller blot sætte sig i klitterne og lade naturen komme til dig.

På tur i sommerferien?: Her får du flotte naturoplevelser i Nordjylland
Foto: Daniel Brandt Photography

Rubjerg Knude (66 km. fra Aalborg)

Har du mod på en endnu længere tur fra Aalborg, så er denne gode, gamle klassiker værd at køre efter.

Rubjerg Knude er uden tvivl én af Nordjyllands allermest populære trækplastre og et sted, man aldrig går galt i byen med – uanset vind og vejr.

Historien om fyret er også værd at dykke ned i. I årtier har det kæmpet mod Moder Jords vilde kræfter, hvilket også betød en forflytning på 70 meter for et par år siden.

Havde du drømt om en sydlandsrejse i sommeferien, så er Rubjerg Knude heller ikke et dårligt alternativ. Her finder du nemlig én af Nordjyllands to ørkener.

Uden tvivl et must-visit på en dejlig sommerdag – eller hvilken som helst dag faktisk.

På tur i sommerferien?: Her får du flotte naturoplevelser i Nordjylland
Foto: Daniel Brandt Photography

Del artikel

Andre læser også