Billetterne blev revet væk: På søndag løber Stine Rex for kræftramte
Sidste år vandt de TV2-programmet Først Til Verdens Ende. Så løb de til Aalborgs “Verdens Ende” sammen med aalborgenserne for at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse.
Herefter gik de 50 km for samme gode formål. Det førte til en donation til Knæk Cancer i oktober 2023 på 70.000 kr. Og på søndag den 14. april gør de det igen – med endnu et løb til Verdens Ende sammen med ultraløberen Stine Rex.
Søstrene Susie og Heidi Rasmussen er nærmest ustoppelige, og det samme er Stine Rex.
Deres motivation for at lave velgørenhedsløb bliver kun større og større. Det er blandt andet til takke for den kæmpe opbakning, de har fået fra aalborgenserne – og hvis ikke du har nået det endnu, har du stadig chancen for at give din støtte.
Efterspørgslen har været stor
På bare 14 dage blev de 600 billetter til Verdens Ende-løbet udsolgt, og efterfølgende har de fået et hav af efterspørgsler på at frigive endnu flere.
Men det bliver desværre ved de 600, da de gerne vil sikre sig, at det bliver en god oplevelse for alle, der deltager i løbet ved Lindholm Strandpark i Nørresundby. Til gengæld er der rigeligt med plads til heppekor, der kan slå sig ned med en picnickurv eller købe kaffe, kage og andet godt ved KaFeen Frk. Bast.
“Da Susie og Heidi ringede og spurgte, om jeg ville være med til at støtte op, tvivlede jeg ikke et sekund. De gør det bare så godt, og det er mega fedt at kunne være med.
Det er en god måde at samle ind på, hvor man samtidig får motion og er en del af et fællesskab. Der er nogle kræftramte, som ser alle de her mennesker, der er til stede og støtter op om det. Det er jeg SÅ glad for at kunne bidrage til, og det kræver jo ingenting af mig,” fortæller Stine Rex.
På søndag skal Stine Rex stå for opvarmningen til Verdens Ende-løbet kl. 10.30 og kl. 11 og derefter løber hun med på 10 kilometers ruten sammen med sine børn.
“Jeg glæder mig helt vildt. Det er pisse godt gået af Susie og Heidi. Jeg bakker altid op om gode tiltag. Det mest geniale er at kunne kombinere sammenhold og motion, og samtidig støtte en god sag.”
Det har Stine Rex i den grad også ry for at gøre. Sidste år stod hun også for opvarmningen til samme løb, og udover Verdens Ende-løbet stiller hun sig i år både til rådighed til lørdagens Headspace-løb i Kildeparken, Idrætsmødet og Gugløbet.
Du kan stadig nå at bidrage
Hvis du ikke nåede at få en billet til Verdens Ende-løbet, har du stadig muligheden for at give dit bidrag til Susie og Heidi Rasmussens indsamling og hjælpe dem med at slå sidste års rekord.
De har nemlig lavet en boks, som du kan støtte med lige det beløb, du ønsker – uanset om du deltager i løbet, er tilskuer, eller ikke nåede at få en billet.
Du skal blot indtaste “1332XH” på MobilePay og vælge det beløb, du gerne vil donere.
Støtten i Aalborg har allerede nu været gigantisk. Ikke nok med, at der har været rift om billetterne, og at Stine Rex har valgt at bakke op, så har søstrene også fået et hav af sponsorer, der har sørget for både lækkerier og medaljer til alle deltagere efter løbet.
Og når løbet skal sættes igang kl. 10, er det vores borgmester Lasse Frimand Jensen, der står for den del.
Så med den imponerende opbakning kunne man jo håbe på, at de mange, der ikke fik indfriet ønsket om at løbe med til Verdens Ende i år, får chancen igen næste år.