ANNONCE
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Var på indkøb i Føtex: Aalborgenser skrabede sig til 2 millioner kroner

Af Aske Bisgaard Pedersen

De fleste har formentlig prøvet at købe et skrabelod og håbet på at vinde et par hundrede kroner – eller som minimum bare tjene udgiften hjem igen.

Noget vildere gik det dog for en mand, da han i november var på indkøbstur i Føtex i Aalborg Øst og købte et Quick-skrabelod til en 50’er, der resulterede i en milliongevinst ifølge Ritzau.

Vandt milliongevinst og købte bland selv-slik

Mandens aftentur i Føtex endte med at vende op og ned på hverdagen for den heldige aalborgenser.

Skrabeloddet, der blot kostede ham en såkaldt Vejgård-dollar resulterede i, at han vandt 13.000 kroner skattefrit om måneden de næste 13 år – alt i alt en udbetaling på 2.028.000 kroner.

Det sker ret sjældent, at en almindelig tur i supermarkedet kort før lukketid udvikler sig til noget helt særligt, som man vil huske resten af livet.

Men spørger man om 10 år manden fra Aalborg, hvad der præcis skete, da han en aften sidst i november 2022 var en tur i Føtex i det østlige Aalborg, så vil han sikkert smile bredt og svare noget i stil med:

”Jamen, jeg er i Føtex. Ved aftenstid. Jeg står og skraber det her quick-lod, og så… jamen, i det første felt er der ikke noget, men i det næste felt, altså der er ikke så meget lys, men så kommer der to af de der, hvor jeg skal ramme tre, og så kan jeg se, at jeg har tre på 13! ’Er den god nok??!’

Det var ikke sådan, at jeg løb rundt i butikken, men der var ikke så mange mennesker, og jeg kom bare til at gå rundt i Føtex og smilede. Jeg gik rundt og kiggede og kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle have, og så købte jeg bare blandselvslik for 50 kroner,” fortæller manden.

Tidligere pension

Dermed er manden sikret en månedlig indkomst i resten af sit arbejdsliv, men nu drømmer han blandt andet om at gå op pension lidt tidligere end normalt.

”Det her vil ændre en hel del for mig i forhold til pension og sådan noget. Nu har jeg mulighed for at gå lidt før, og jeg kunne godt tænke mig at lave andre ting, end at arbejde.

Jeg har lavet fysisk arbejde siden jeg var 17 år,” siger manden, som ikke regner med at få problemer med at fylde tiden ud, hvis han stopper med at arbejde:

”Jeg kunne godt tænke mig at dyrke noget sport. Løbe en tur, se noget fjernsyn, se cykelløb. Jeg kunne godt tænke mig at cykle selv. Jeg interesserer mig meget for cykelsport,” spekulerer manden, som dog indtil videre tager den med ro.

Han har kun lige fået udbetalt den første rate på 13.000 kroner – og selvom det luner, så er det trods alt ikke et beløb, der kalder på det helt vilde forandringer lige med det samme. Og det har manden det egentlig godt nok med:

”Jeg tror egentlig, at det for de fleste ville være en fornuftig måde at få så mange penge på. Hvis jeg fik dem alle på en gang, så ville jeg nok hurtigt være fattig igen,” griner han.

Del artikel