Nu kommer frosten: På med vinterdækkene – ellers vanker der bøde
I den kommende uge falder temperaturerne i Aalborg markant.
Det viser prognoser fra DMI.
Her lover vejrudsigten dagstemperaturer på højest 5 grader, så det kolde vejr er for alvor på vej til Aalborg.
Allerede i weekenden kommer vi under frysepunktet både natten til lørdag og natten til søndag. Og ifølge DMI kommer temperaturen helt ned på -3 grader mellem den 20. og 21. november.
Udover at man altså skal huske den varme jakke, så gælder det også om at være opmærksom på bilen.
Der er nemlig kommet ny lovgivning i forhold til brugen af sommer-/vinterdæk, som vi også skrev om i oktober.
Fra 1. juli i år blev det nemlig ulovligt at køre med sommerdæk, hvis der er sne, is eller sjap på vejene.
Og bliver du stoppet, kan det koste 1.000 kroner pr. dæk – altså op til 4.000 kroner for en almindelig bil.
De nye regler er en del af færdselsloven og skal gøre det mere sikkert at køre om vinteren.
Reglen gælder alle biler og lastbiler, og det er politiet, der vurderer, om der er “vinterføre” – altså vejr med frost, is, sne eller sjap.
Hvis betjenten vurderer, at du kører på “åbenbart uegnede dæk”, får du bøden på stedet.
Og her bliver det lidt mudret. For hvad tæller egentlig som “uegnede dæk”?
I loven står der ikke direkte, at man skal køre med vinterdæk – kun at dækkene skal passe til vejret.
Det betyder, at du i princippet gerne må køre med helårsdæk – men kun hvis de er mærket korrekt.
- M+S (Mud and Snow): Kan bruges i milde vinterforhold
- 3PMSF (snefnug og tre bjergtinder): Kræves, når der er sne, is og hårdt vintervejr
Har dine dæk ingen af de to mærker, risikerer du en bøde – uanset hvor nyt mønsteret er.
FDM: Reglerne kan skabe forvirring
Hos FDM er man grundlæggende tilfreds med, at Danmark endelig får en vinterdæk-regel.
Men de advarer om, at loven er uklar og i praksis lægger meget ansvar over på den enkelte betjent.
“Det bliver op til politiets vurdering, om der er vinterføre – og dermed også, om du får en bøde,” siger FDM, der kalder det “uholdbart”, fordi det kan føre til vidt forskellige afgørelser landet over.
FDM’s råd: Vælg dæk med snefnug
Vil du være sikker på både loven og vejen, anbefaler FDM at vælge vinter- eller helårsdæk med snefnug-symbolet (3PMSF).
Det er nemlig den eneste mærkning, som er testet og godkendt til kørsel i sne og is.
Læs også: Nyt system testes i Aalborg: Snart advares bilister om udrykning direkte i bilen