Stort nedbrud: P-info systemet i Aalborg er ude af drift

P-info-systemet i Aalborg er lige nu ude af drift.
Der er tale om det system, der informerer bilisterne om antallet af ledige p-pladser i Aalborg, som lige nu er ude af drift på grund af et større nedbrud.
Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Nedbruddet betyder, at de informationer, der fremgår af info-tavlerne, ikke er retvisende. Parkeringssøgende bilister kan derfor ikke regne med det antal ledige p-pladser, som fremgår af tavlerne, og må derfor opsøge p-anlæggene for ved selvsyn at konstatere, om der er ledig plads.
Ifølge centerleder Frode Nielsen i Center for Parkering, Vagt og Service i Aalborg Kommune har nedbruddet et omfang, der gør, at det ikke er muligt at slukke for tavlerne på nuværende tidspunkt. Der arbejdes intenst på at finde en løsning, men ifølge centerlederen er det ikke muligt på nuværende tidspunkt at sige noget om tidshorisonten for at få løst problemet.
Aalborg Kommune beklager de gener, som nedbruddet medfører for bilisterne.
Læs også: Butikstyv anholdt: Ville stjæle 18 dåseøl og en banan