Nyd din drink i 207 cm højde: Opsigtsvækkende kunstværk skal bo i Aalborg

Når Kunsthal Spritten åbner i 2027, er der tænkt over hver en detalje.
Og nu offentliggør direktørduoen et særligt værk, der bliver en fast del af installationen.
Værket er den 207 centimeter høje Gym Bar, som forener meget af det, Spritten står for.
“Det er jo et ældre værk fra 2015, som stadig er meget relevant i dag. Det sætter spørgsmålstegn ved, hvem vi bygger for og til, og så passer den jo perfekt ind på en gammel spritfabrik,” fortæller Bibi Henriksen, der udgør den ene halvdel af direktørduoen.
Det er billedkunstneren John Kørner, der for ti år siden skabte værket som en bar, der tårner sig op over sine gæster med en front af gymnastikribber, som man fysisk må kravle op i, hvis man vil betjenes.
På den måde sætter den spørgsmålstegn ved, hvad “standardmål” betyder, når vi bygger.
”På Kunsthal Spritten er vi optagede af bygningens historie, og hvordan fortidens fortællinger, kan få nyt liv og finde anvendelse i nye sammenhænge. Det er Gym Bar et godt eksempel på.
Værket har nemlig stadig en hel del at sige om fællesskab, drukkultur og hvem, der har adgang og mulighed for at deltage i festen,” fortæller Bibi Henriksen og uddyber:
“Vi er selv i gang med at få bygget billetdisk til Kunsthallen, og her har vi tænkt nogle særlige hæve-sænke-moduler ind, så den passer til medarbejdere i mange forskellige højder,” fortæller Bibi Henriksen.
Kombineret værk og bar
Gym Baren kommer til at fungere som kombineret værk og bar.
Ifølge Bibi Henriksen er den ligeså aktuel og tankevækkende, når den er i brug, som når den står ubetjent.
Baren er dobbelt så høj som en standard-bar, der bygges i en højde på 105-110 centimeter, hvilket er det standardiserede mål, der sikrer gæsternes komfort og giver bartenderen en god arbejdsstilling.
Gym Bar stiller derfor kroppen overfor en udfordring, som er mulig for nogen at overkomme, men ikke for alle.
“Det er derfor ikke alle, der kan tage del i festen – for nogen vil jo være udelukket,” forklarer Bibi Henriksen og understreger, at man også vil kunne få mad og drikke i kunsthallens Café, B19.
Værket er samtidig inspireret af gymnastiktimer i folkeskolen, som kunstneren selv mindes som ubehagelige og forankret i en gammeldags opfattelse af disciplin.
Med associationer til både gymnastiksalen og baren som socialt mødested berører værket derfor nogle af de udfordringer, der er forbundet med at have en krop, der ikke altid passer efter samfundets standardiserede formater.
Værket er fra 2015 og har deltaget i en del festlige sammenhænge rundtomkring i landet gennem årerne, og i 2027 får baren fast plads på Kunsthallen i Aalborg.
Læs også: Forhindringsbaner og holdtræning: Stort indendørs hundecenter er åbnet i Aalborg