Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Oprustningen fortsætter: Aalborg Håndbold henter landsholdsspiller hjem

Af Emil Kjær Jørgensen
Foto: Aalborg Håndbold (Arkivfoto)
Foto: Aalborg Håndbold (Arkivfoto)

Aalborg Håndbold er i gang med opbygningen af et af Europas mest spændende hold.

De har allerede offentliggjort stjerner som Mikkel Hansen og Niklas Landin, og nu præsenterer de endnu en dansk landsholdsspiller.

Det meddeler de i en pressemeddelelse.

Den 27-årige landsholdsspiller, Simon Hald, vender nemlig hjem til Aalborg Håndbold på en 5-årig kontrakt, som dermed gælder frem til 2028.

Den stærke stregspiller, der har fået sin håndboldopvækst i omegnen af Aalborg, fik sin seniordebut i netop Aalborg Håndbold. Her nåede han at spille mere end 200 kampe frem til 2018, hvor han skiftede til tyske SG Flensburg-Handewitt, som han har tørnet ud for lige siden.

Her har han bygget yderligere på sit spil og fået det helt store gennembrud på landsholdet, hvor han var med til at vinde VM i både 2019 og 2021. Han har indtil videre repræsenteret Danmark ved 59 landskampe.

Den 203 cm høje stregspiller har bl.a. været med til at vinde det tyske mesterskab med SG Flensburg-Handewitt i 2019 samt deltaget i EHF Champions League alle fire sæsoner, og nu vender han altså tilbage til sin hjemby fra sommeren 2023.

“Simon skiftede til Flensburg for snart fire år siden for at prøve sig af i udlandet. Siden har han blot fortsat sit hårde arbejde og udviklet sig til at blive en international topspiller i både forsvar og angreb, og jeg er stolt over, at det allerede er lykkes os at hente Simon hjem igen til Aalborg trods hans unge alder,” udtaler direktør, Jan Larsen.

Simon Hald, som både var med til at vinde DM for Aalborg Håndbold i 2013 og 2017, er bestemt ikke færdig med at vinde titler med Aalborg Håndbold.

“Jeg glæder mig til at komme hjem til Aalborg og igen løbe på banen foran det trofaste hjemmepublikum i Sparekassen Danmark Arena. Aalborg Håndbold betyder meget for mig, og jeg har selvfølgelig fulgt klubben siden mit skifte. Jeg er imponeret over, hvad de har præsteret de sidste sæsoner, og det glæder jeg mig til at blive en del af,” siger Simon Hald.

Simon og SG Flensburg-Handewitt er ligesom Aalborg Håndbold klar til kvartfinalerne i EHF Champions League, efter de udkonkurrerede ungarske Pick Szeged i 1/8-finalen. Her venter FC Barcelona.