Oplev verdensstjerner: Aalborg er vært for Danmarks største guitarfestival

Nogle vil måske mene, at festivaller er forbeholdt sommer og lune aftener.
Men selvom vi har taget hul på årets næstsidste måned, behøver du ikke vente på at få stillet dit musikalske fix.
Aalborg kan nemlig for 28. gang byde velkommen til Danmarks største guitarfestival, hvor der er garant for at få injiceret dine øregange med vibrerende toner i verdensklasse.
“Det guitaren kan, det er temperament, intimitet og virtuositet. Publikum vil få fortryllende oplevelser,” fortæller festivalformand Finn Elias Svit.
Og er du allerede ved at finde skiundertøjet frem, så stop omgående.

Det hele foregår nemlig indendøre på prominente placeringer i byen, hvor der er sørget for varme og unik akustik – blandt andet i Aalborg Klosterkirke.
Progammet, der strækker sig over otte dage fra 8. november til 16. november, vil foruden koncerterne rumme workshops, udstillinger og konkurrencer.
Så der vil både være noget for guitarentusiasten, musikelskeren og den nysgerrige.
Eneste sted i Norden
Ordet verdensklasse slynger Finn Elias Svit ikke om sig uden omhu.
Men når han lader blikket glide over programmet, som han ganske vist selv har været med til at sammensætte, er det med en følelse af stolthed.
“Med hjælp fra den spanske ambassade kommer Miquel Trápaga, der tilhører den absolutte verdenselite og er professor på konservatoriet i Madrid. Så har vi også en italiensk mesterguitarist, Luciano Pompilio, en fornem ambassadør for guitaren.”
Begge har vundet adskillige konkurrencer i hele verdenen.
Det er blot to af navnene fra den stjernespækkede liste, der også rummer strengetæmmere fra Frankrig, Tyskland, Canada og Serbien.
Alligevel peger Finn Elias Svit på et andet indslag, når man spørger ham ind til årets højdepunkt.

“Det må være de to flamenco koncerter, som du simpelthen ikke vil kunne opleve andre steder i Nordeuropa. For de spiller kun her. Jeg tror heller ikke, man kommer tættere på den ægte andalusiske stemning andre steder i Nordjylland i år.”
Du kan opleve den pulserende dans og musik fra Carlos Piñana Group den 11. november i Folkekirkens Hus kl. 16.00 og 19.30.
Et program der spiller på flere strenge
Men det handler om meget mere end bare koncerter.
I de 28 år, hvor Finn Elias Svit har ført festivalens plekter, har formålet altid været at både hylde, opleve og videreføre kærligheden til det sekstrengede instrument.
I løbet af ugen vil både nybegyndere og erfarne musikere derfor kunne kaste sig ud i en række workshops, hvor nogle af verdens bedste guitarister deler ud af deres viden.
“Der afholdes 60 mesterklassetimer og tre andre kurser med 15 timers undervisning i hver,” fortæller formanden.

Derudover byder festivalen på en helt særlig udstilling af eksklusive og håndlavede guitarer i særlige træsorter, som blandt andet indeholder eksemplarer i en værdi af sekscifrede beløb.
Til sidst men ikke mindst vil der også afholdes en international konkurrence for unge guitarsolister, som løbende transmitteres live i medborgerhuset.
Herudover er en ungekonkurrence og 2 komponistkonkurrencer med deltagelse fra store dele af verden.
Festivalpas kan købes fra 250 kroner på Aalborg Guitar Festivals hjemmeside.
Her kan du også finde en oversigt over det fulde program.
Læs også: Så er det officielt: Her kommer kæmpe ny satsning i Aalborg