Tag puden under armen: Oplev Aalborg kirke om natten til særligt event
I august gentages et helt særligt event i en af byens kirker.
Vor Frelsers Kirke lukker dørene op uden for åbningstid og inviterer inden for til et koncept, de kalder “Natkirke.”
Det bliver lørdag den 31. august.
Arrangementet starter klokken 21.00 og på dette klokkeslag og to timer frem, kan du hvile og sove under kirkens smukke hvælvinger.
Mens du ligger og slapper af, vil kunstnere spille afslappende musik.
Om eventet skriver kirken:
“Midt i byens hektiske liv er Vor Frelsers Kirke et åbent hjem – og et hvilested for krop og sjæl, hvor du kan zone ud af omverdenens støj, myldrende tanker eller studiestress og ind i kirkerummets og musikkens nærvær.
Vi glæder os til at zone ud og finde hvile sammen med jer!”
Efter en times Zone Out vil der være mulighed for at blive hængende til en øl, sodavand og snacks i kirkens café.
Det er gratis at deltage, og du møder bare op i Vor Frelsers Kirke på det givne tidspunkt.