Sammen mod ensomhed: Oplev 10 gratis intimkoncerter i Aalborg
På tordag, den 8. juni, opstår der sød musik i baggårde og på tagterrasser rundt i Aalborg og omegn, når syv af Aalborgs private udlejningsvirksomheder går sammen mod ensomhed.
Et ambitiøst projekt hvor 10 gratis intimkoncerter afvikles over fem timer på 10 forskellige tagterrasser og baggårde i Aalborg og omegn.
“Ensomhed er et problem hele verden over, men kan vi gøre en lille forskel for nogle mennesker, er det det hele værd. Når man bor i byen og det pulserende liv foregår lige i baghaven, får man oftest ikke mulighed for at lære de mennesker, man bor lige ved siden af at kende.
Og det er lige nøjagtigt, hvad dette event vil gøre. Hos Nextkey tror vi på, at det sociale fællesskab bringer os tættere på hinanden som mennesker,” udtaler initiativer og arrangør Anne Mette Frost, ejer af Nextkey.
Stor stjerne lægger stemme til
Det er ikke en ’hr. hvem-som-helst’ der lægger stemme til koncerterne.
Med sit energiske, positive væsen og fantastiske ørehængere, der sætter fokus på emner såsom ensomhed og om at tro på sig selv, bringer Michael Hausted festen til Aalborg den 8. juni.
Michael Hausted har over 40.000 følgere på TikTok og hans sange er spillet mere end +29 mio. gange på Spotify.
Højdespringeren ”across the ocean” er afspillet over 4.3 mio gange på Spotify. ”If you never need a friend. I’m here”, synger Michael Hausted og det er netop budskabet, der skal få Aalborgs lejere og øvrige byboere ud ad fordøren, give dem lyst til at hilse på naboerne og dyrke fællesskabet.
Det er Nextkey der går forrest og arrangerer koncerterne, og initiativet har mødt flot opbakning fra samarbejdspartnerne; Erik Sørensen Byg, Valhal Connect, Færch og Co, Delta Ejendomme, Aalborg Boligadministration og HLP Ejendomme, som alle ønsker at støtte op om at give deres lejere og øvrige nysgerrige Aalborgensere denne fede musikoplevelse.
Det er udlejningsvirksomhederne der lægger baggårde og tagterrasser til, og på hver koncert-adresse vil der være et lille festligt setup.
“Mange private udlejere har et ry for udelukkende at være bundlinjefokuserede, og ikke tænke på lejernes ve og vel. Denne fordom vil vi gerne gøre op med, og skænke Aalborgs lejere disse fede koncerter på 10 forskellige adresser.
Vi tager ansvar for social bæredygtighed og trivsel lejerne blandt,” slår Anne Mette Frost fast.
Her spiller Michael Hausted:
kl. 16.00 – Rødhættevej 8 i haven i Nørresundby
Kl. 16.30 – Fjordpynten på tagterrassen i Nørresundby
Kl. 17.00 – Solside Kollegiet i Nørresundby
Kl. 17.30 – Slotgade 16A i Aalborg
Kl. 18.00 – Hasserisvej 104 i Aalborg
Kl. 18.30 – Ryes Cottage, Ryesgade I Aalborg
Kl. 19.00 – Dalgasgade i Aalborg
Kl. 19.30 – Reberbansgade 56 i Aalborg
Kl. 20.15 – Broagervej i Gistrup
Kl. 20.45 – Jasminparken i Gistrup
Ønsker du en fed musikoplevelse torsdag den 8. juni kan du følge med i begivenheden på Nextkeys Facebookside, hvor du finder yderligere informationer om, hvor de 10 gratis sommerkoncerter afvikles fra kl. 16.00 og frem.