Oplagt i påsken: Fede nye udstillinger og workshops hos Utzon Center
Påskeferien er skudt i gang i Aalborg, og måske I allerede savner noget inspiration til, hvad I kan lave sammen som familie.
Vi har svaret på jeres ferie-bønner: Utzon Center er nemlig klar med en masse spændende oplevelser for store og små i hele påsken.
De har bl.a. to nye, fede udstillinger kaldet A SPACE SAGA og SUPER DANSK, som I kan opleve, samt flere workshops med Lego, Minecraft og VR.
Prøv at bo på månen
Har du nogensinde drømt om at rejse til og bo på månen?
Så får du helt unikt chancen på Utzon Centers nyeste udstilling A Space Saga.
Forholdene er ekstreme i rummet med ekstrem kulde, ekstrem varme og selvfølgelig ingen luft eller vand.
De danske rumarkitekter SAGA Space Architects har udviklet basen LUNARK, som er deres deres bud på, hvordan astronauter kan overleve disse forhold.
Særlige åbningstider påskeferie:
- Mandag: kl 10-17
- Tirsdag: kl 10-17
- Onsdag: kl 10-17
- Skærtorsdag: kl 10-21
- Langfredag: kl 10-17
- Lørdag: kl 10-17
- Påskedag: kl 10-17
- Anden påskedag: 10-17
Nu får du lov til at kravle ind i basen og se, hvordan vi måske engang i fremtiden kan bo på månen.
Du kan opleve måne-udstillingen hver dag i påskeferien.
Fold din egen månebase og leg rumarkitekt
LUNARK kan klappes sammen, så det lille habitat fylder endnu mindre og transporteres helt til Månen.
Månebasen er inspireret af origami – kunsten at folde et fladt stykke papir til former, figurer og strukturer. Helt uden sakse og lim.
Efter du har været inde i Lunark og udforsket strukturen, kan du tage videre i Utzon og folde din helt egen månebase.
Utzon har lavet fire forskellige foldeark, du kan prøve; der er både ark til nybegyndere og mere rutinerede foldere.
Du finder workshoppen i udstillingen A SPACE SAGA, og når du har foldet færdig, må du få dine papir-månehabitater med hjem til værelset.
Er du slet ikke færdig med at lege rumarkitekt, kan du også bygge din egen månebase.
På RUMSTATIONEN er det dig, der bestemmer, hvordan den skal se ud.
Først bygger du i LEGO, så arbejder du videre i Minecraft – og til sidst får du VR-brillerne på, så du kan træde ind og udforske din helt egen månebase.
Workshoppen er åben hver dag i påskeferien. Du kommer bare og behøver ikke at booke en tid.
Oplev kunst og håndværk i ny dansk arkitektur
Udover de mange aktiviteter med månen i centrum, er der endnu en ny udstilling kaldet SUPER DANSK.
Her kan du opleve fremtidens arkitektur og design.
SUPER DANSK er for hele familien. Du oplever kunst og håndværk i ny dansk arkitektur. Et tag af ålegræs, et natsværmerhus, biopsier på glas og en reol til en statsminister. Smukke stole, skamler, bænke – en bordplade fra en fremmed planet.
Og en meget skrøbelig trone.
Mød 14 danske arkitekter og tegnestuer, der skaber ny æstetik og bud på en bæredygtig fremtid.
Udstillingen er inspirerende for både børn og voksne.
Læs mere om påskeferie på Utzon Center her.