Op mod 35 mm: DMI varsler om kraftig regn i Aalborg

Uanset om du skal på restaurant, har planer om at gøre Aalborg usikker i aften/nat eller noget helt tredje – så er det nok en god idé at være særligt opmærksom i aften.
DMI har netop udsendt et varsel om risiko for kraftig regn.
I Aalborg gælder varslet fra fredag kl. 20:00 til lørdag kl. 20:00.
“Der er risiko for kraftig regn, der kan lokalt falde mellem 25 og 35 mm på 6 timer,” advarer de.
Derfor kommer der regn
Et lavtryk lige nordvest for de Britiske øer bevæger sig det kommende døgn langsomt mod syd. De til lavtrykket tilhørende fronter vil i perioder give regn over Danmark.
I løbet af aftenen og natten vil et område med kraftigere regn bevæge sig op over landet fra sydvest og det kan efterhånden ikke udelukkes, at der stedvis vil kunne forekomme kraftig regn, især i den vestlige del af landet.
Ved kraftig regn skal nedbørsmængderne overskride 24 mm på 6 timer, eller der skal falde mere end 30 mm i hele varslingsperioden.
Her fredag formiddag antyder vejrprognoserne at der fra i aften og frem til lørdag aften stedvis vil kunne falde mellem 25-35 mm regn i det varslede område.