“Må jeg få din pant?”: Oliver knoklede sig til sin store LEGO-drøm til karneval
De fleste børn ville nok forsøge med ekstra søde øjne eller en ihærdig ønskeseddel. Men for Oliver blev vejen til den store LEGO-drøm en helt anden.
Sammen med sin far, Christian Helweg, trak han nemlig i arbejdshandskerne og tog til Aalborg Karneval – ikke for at feste, men for at arbejde.
Målet var klart: Oliver ønskede sig en LEGO-udgave af VM-pokalen til 1.199 kroner. Men hjemme var beskeden også klar.
“Den får man altså ikke bare, fordi man har øvet sig i hundeøjne eller går ud med tallerkenen efter spisning. Der skal knokles for sådan en pokal,” skriver Christian Helweg i et opslag på Facebook.
Far og søn startede dagen i Vestbyen med klare affaldssække, handsker og et skilt på ryggen af Oliver, som fortalte, hvad missionen gik ud på.
VIld opbakning
Og hurtigt viste det sig, at karnevalsgæsterne gerne ville hjælpe.
Den ene sæk efter den anden blev fyldt med flasker og dåser, mens flere samtidig valgte at sende små donationer via MobilePay eller stikke Oliver kontanter.
Efter mange timer på benene, tusindvis af skridt og masser af møder med glade mennesker blev dagens resultat gjort op.
Ikke mindre end 1.287 flasker blev samlet ind. Det gav 1.340,50 kroner i pant.
Derudover fik Oliver 145 kroner i kontanter og hele 1.250 kroner i MobilePay-donationer.
Det samlede resultat lød derfor på imponerende 2.735,50 kroner.
Belønningen kom kort efter.
Turen gik nemlig direkte til Bilka, hvor Oliver kunne købe den LEGO-pokal, han havde arbejdet så hårdt for.
For Christian Helweg handler historien dog om mere end bare LEGO.
“Jeg er stolt over hans indsats, gå-på-mod og arbejdsomhed, og jeg er stolt af at se og mærke ham være stolt af sig selv,” skriver han.
Olivers seje historie er også nået hele vejen til Anders Hemmingsen, der har over 1 million følgere på Instagram: