ANNONCE
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Blandt Nordjyllands bedste restauranter: Oké er nomineret til fornem pris

Af Redaktionen

Det er en backpackerrejse for 20 år siden, der har skabt ideen til en ret med krabbe, som nu er nomineret til Årets ret med fisk & skaldyr 2022.

Manden bag er Jack Cramer, køkkenchef på restauranten Okê på Ruths Hotel i Skagen.

Her fortæller han mere om den smagsintense ret, som har været på en 20 år lang mental rejse hele vejen fra Hongkong til Skagen.

Man taler om det særlige lys i Skagen, som de berømte malere fra byen i høj grad har haft held og evne til at genskabe i deres ikoniske malerier.

Det må være det samme lys, der rammer Ruths Hotel, da vi triller ind på parkeringspladsen.

Under alle omstændigheder er der en særlig aura her på toppen af Danmark, som kun spæder til forventningsglæden forud for mødet med den ret, vi skal ind at smage.

Vi skal naturligvis hilse på manden bag retten.

Han hedder Jack Cramer og er køkkenchef på den restaurant, som i fjor skiftede navn fra Ruths Gourmet til Okê – opkaldt efter en gammel fiskerbåd på Skagen Havn.

Navneændringen lavede man for i højere grad at vise, at Ruths Hotels gourmetrestaurant er en selvstændig størrelse, som man sagtens kan besøge, selv om man ikke har planer om at overnatte på hotellet, selv om det afgjort kan anbefales, hvis man ellers kan få plads.

Selv om vi er inde i efteråret, er der fortsat fuldt booket,” fortæller Jack Cramer, som ydermere sætter et par ord på den første tid efter åbningen af Okê. Gæsterne har taget rigtig godt imod os, og vi har rigtig travlt.

Okê er et relativt dogmefrit køkken, hvor det primære fokus hos er at finde de bedste råvarer fra nær og fjern og sætte dem sammen på kreative og velsmagende måder.

Således skal vi også hele vejen til Hongkong for at finde den episode, som ligger til grund for den ret, som Jack Cramer er nomineret med til Årets ret med fisk & skaldyr 2022.

”Jeg var på backpackerrejse i Asien for 20 år siden. I Hongkong blev vi antastet af en mand på gaden, som insisterede på, at vi skulle komme ind at spise hos ham.

Det var et lidt snusket sted, hvor vi ikke umiddelbart havde lyst til at spise, men der var ikke noget at gøre. Det viste sig, at han lavede fantastisk mad, og den krabbe, han serverede for os, har siddet i min hukommelse lige siden.

Dog tog det 12 år, før jeg endelig tog mig sammen til at udvikle min egen version af den ret, som i Hongkong går under navnet ”Hong Kong crab”,” fortæller Jack Cramer.

Blandt Nordjyllands bedste restauranter: Oké er nomineret til fornem pris
Foto: Rasmus Palsgård

Retten består af grillet kongekrabbe, som er plukket og lagt i en dyb tallerken sammen med chawanmushi, Japans svar på æggestand.

Derudover er der en lun salat af umoden grøn mango, ristet pankorasp på toppen og slutteligt saucen, som hældes på ved bordet foran gæsten.

Den er lavet på krabbebisque tilsmagt med koriander, dild og seven spice med blandt andet kanel, muskatnød, allehånde og bukkehornsfrø. Med andre ord har retten et udtalt asiatisk præg og masser af saft og kraft.

”Jeg er tosset med kongekrabbe. Den har masser af sødme og saftighed, og så skal vi jo sørge for at spise den, inden den når ned til Danmark,” siger Jack Cramer om den invasive krabbeart, som oprindeligt stammer fra det dybe hav ud for Kamchatka-halvøen på den østrussiske kyst.

Og retten er ikke kun lavet til ære for årets dommerpanel – den serveres også på Okê.

”Det er en ret, som vores gæster har taget rigtig godt imod. Mange har den faktisk som favorit, når de ser tilbage på retterne efter en middag hos os,” fortæller han.

Stort at være nomineret

Jack Cramer lægger heller ikke skjul på, at det er stort for ham og holdet at være nomineret til Årets ret med fisk & skaldyr.

”Det betyder rigtig meget for os at være nomineret sammen med nogle af de bedste restauranter i Danmark – det er en stærk holdindsats, der ligger bag.

Og så betyder det selvfølgelig også lidt ekstra, når det nu er en ret, der ligger en personlig historie bag,” siger Jack Cramer.

Vi ønsker Okê og Ruths Hotel held og lykke i Årets ret med fisk & skaldyr 2022.

Læs mere om Okê her

Læs mere om Årets ret med fisk & skaldyr 2022 her

Om Årets ret med fisk & skaldyr 2022

Årets ret med fisk og skaldyr er arrangeret af Landbrug & Fødevarer og er søster-konkurrence til Årets ret med gris.

Prisen gives til den kok og restaurant, som har formået at nytænke fisk og skaldyr på en måde, der skiller sig ud fra det ordinære og skaber en unik, velsmagende spiseoplevelse på højeste gastronomiske niveau.

I modsætning til en normal konkurrence, hvor de nominerede restauranter laver retterne på samme tid og sted på neutral grund, har dommerpanelet i Årets ret med fisk & skaldyr besøgt restauranterne.

Dermed har de kunnet servere deres ret i dens rette omgivelser. Vinderen af Årets ret med fisk & skaldyr 2022 afsløres d. 28.11.2022 i forbindelse med dette års lancering af White Guide.

Del artikel