Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Officielt: Store nordjyske arrangementer er aflyst

Af Michael Qureshi

Regeringens nye restriktioner på blandt andet større forsamlinger har medført en lang række af aflyste arrangementer både her i Aalborg-området samt i det øvrige Nordjylland.

Vi forsøger her at give et overblik over dem, der allerede har meldt ud, at man aflyser.

Nibe Festival

Der bliver ingen fest i Skalskoven i år. Nibe Festival skriver selv;

“Vi sender masser af tanker til de mange tusinde gæster som havde set frem til at feste i Skalskoven i dagene 1. – 4. juli.

Billetkøberne vil kunne få billetten overført til Nibe Festival 2021 eller få den refunderet.”

Thy Rock

Navne som Lukas Graham, Nik & Jay, Carpark North og mange flere var på årets lineup. Men nu er arrangementet 26. og 27. juni aflyst.

“Årets Thy Rock bliver desværre ikke til noget som følge af Corona-virussen.

Det er vi rigtigt kede af. Vi havde glædet os til årets fest i Thy.”

Dana Cup

Danmarks største ungdomsfodboldturnering er officielt aflyst. Det bekræfter Dana Cup-direktør Jette Andersen over for Nordjyske.

Skagen Festival

2020 bliver et stort år for Skagen Festival – her åbner vi dørene til vores festivalscener for 50. gang. Sådan lagde man op til dette års store begivenhed i Skagen – men nu er festen forduftet.

“Det er vi i Skagen Festivals ledelse dybt kede af. Vi er kede af det for alle vores gæster, byens gæster, vores kunstnere, alle vores frivillige, sponsorer og leverandørers skyld. Vi havde virkelig set frem til en fantastisk jubilæumsfestival.”

Aalborg Halvmarathon

Allerede før statsministerens pressemøde mandag var det offentliggjort, at årets store motionsbegivenhed i Aalborg var aflyst i 2020.

Aalborg Karneval

Allerede i sidste uge traf bestyrelsen i Aalborg Karneval beslutningen om at aflyse årets største fest i byen og rykke til 2021 i stedet.

Hjallerup Marked

For første gang i markedets 275-årige historie må man aflyse. Så selv om Hjallerup Marked har overlevet krig og andre kriser, så måtte man bukke under for Corona.

Rock i Frederikshavn

Navne som Aqua, Magtens Korridorer, Burhan G og så videre var på plakaten 13. juni. Men nu er det aflyst.

“Vi har afholdt Rock i Frederikshavn siden 2003, og har selvfølgelig glædet os til igen i år at tage imod festglade publikummer, musikere og branchefolk, der har meldt deres ankomst på Knivholt Hovedgård, men det vigtigste er nu engang folks sundhed,” udtaler Casper Høgsted fra Styregruppen.

Aflyst eller måske udskudt til senere på året

Vi Elsker 90’erne

Mandag aften meldte Vi Elsker 90’erne ud, at de danner sig et overblik ovenpå regeringens udmeldinger, og vender hurtigt tilbage. Alt tyder dog på, at man aflyser årets store fest på dyrskuepladsen i Skalborg og rykker til 2021.

Aalborg Regatta

Begivenheden over fire dage i juni plejer at samle 100.000 mennesker på Havnefronten i Aalborg med gratis koncerter og masser af aktiviteter. Det hænger i en tynd tråd.

Officielt: Store nordjyske arrangementer er aflyst

Idrætsmødet

For andet år i træk skulle Aalborg være vært for Idrætsmødet i juni måned. Men det bliver svært at navigere udenom regeringens påbud om større forsamlinger. Det kan dog muligvis skubbes til efteråret.

Grøn

Årets store Grøn koncert er 19. juli. Men det bliver helt sikkert ikke på den dato. Om det kan skubbes til efteråret må tiden vise.

Fredagsfester og Skovrock

Hele august var det planen, at der skulle være Fredagsfester i Karolinelund og Skovrock i Skovdalen med store navne. Men nu må Skråen tænke ud af boksen og se om det hele kan rykkes en måned eller to.

Del artikel

Andre læser også