Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Løb, kolde øl og et stærkt fællesskab: International løbeklub kommer til Aalborg

Af Stine Kjølby Christensen

Mikkeller Running Club er allerede en stor succes over hele verden – og efter åbning af det populære løbefællesskab i både København, Århus, Odense, Roskilde og på Bornholm, mente Thomas Olesen, at tiden var kommet til Aalborg.

Den 1. august er der derfor officiel launch af Mikkeller Running Club Aalborg.

Foruden alt dette, der giver sig selv – for eksempel at der er løb involveret – er Mikkellers fokus også især på at opbygge et særligt fællesskab … og gerne over en kold øl, når løbeturen er overstået.

“Det er bryggeriet Mikkeller, der står bag, og det fungerer på den måde, at hver afdeling er tilknyttet et lokalt værtshus eller bar, der bliver hovedkvarteret for løbeklubben.

Både i forhold til, at man har mulighed for at lægge sine ting der, mens turen står på, men også at man bagefter kan slutte af med at drikke en øl og hygge sig sammen,” fortæller Thomas Olesen, der har taget sig af opstarten af Mikkeller Running Club i Aalborg.

Løbeture for alle niveauer

Klubbens hovedkvarter bliver Wildebeest på Østerbro, der den første lørdag i hver måned bliver vært for Aalborgs løbeentusiaster.

Første gang bliver på lørdag kl. 10.30, hvor alle inviteres til en 5 km. lang løbetur – der selvfølgelig afsluttes med en kold øl på gastropubben, hvor nye bekendtskaber forhåbentlig bliver etableret.

“Hele vores formål er at give folk en god oplevelse og det tror vi gøres bedst gennem fællesskabet,” forklarer Thomas.

Hvis du ikke er i århundredets bedste løbeform, men egentlig godt gad at være en del af Mikkeller Running Club alligevel, så er der ingen grund til bekymring.

Alle kan være med, garanterer Thomas.

“På lørdag bliver det en 5 km. rute, mens ellers kommer vi fremover til at løbe enten fem eller 10 km., når vi mødes til en løbetur.

Det er dog vigtigt at understrege, at alle kan være med, uanset form. Det bliver i et stille og roligt tempo, så det er altså ikke noget med, at nogen kommer til at løbe lungerne baglæns ud af kroppen,” slutter han.

Det er helt gratis at være en del af Mikkeller Running Club, og det kræver heller ingen tilmelding at deltage.

Du kan allerede nu blive en del af fællesskabet lige her

Del artikel

Andre læser også