Kæmpe ølmesse: Øl ad libitum i 3 timer for kun 175 kroner


Der er godt nyt til det humlehungrende folk.
For 9. gang er Aalborg HK nemlig klar med en kæmpe ølmesse, hvor der er rigelige mængder skummende øl til ganen – og også lidt godt til mavsen til at stå imod med.
Ølmessen løber af stablen d. 11. februar kl. 13.00 – 16.00, hvor spændende lokale bryggerier inviterer forbi til smagsprøver.
Mjød, øl og lækre delikatesser fra Nordjylland
Hvis du har deltaget i ølmessen en af de otte gange, den før har været været afholdt, så kender du konceptet – for det er lige så simpelt, som det er lækkert og indbydende!
Sidste år blev det grundet coronarestriktioner afholdt i maj frem for februar som normalt, men ellers er alt, som det plejer.
Og hvis man ikke har prøvet før, så er det et koncept, der er skræddersyet til tørstige øl-entusiaster.
Der vil nemlig være rig mulighed for at smage på nogle af Danmarks bedste øl, og så er det også et rigtig hyggeligt arrangement, som du kan nyde med venner, familie eller kollegaer.

Når du tropper op i idrætshallen på Østre Allé 87, får du udleveret dit smagsglas, og så er der ellers tre timers fri adgang til de mange lækre smagsprøver fra ølmessens otte dygtige bryggerier, heriblandt Thisted Bryghus, London Pub og Bad Seed Brewing.
Mollwitz Mjød vil også være til stede til både en spændende snak og smagsprøver af deres mjød lavet med kærlighed og efter gamle traditioner.
“Det er lokale producenter langt hen ad vejen, som kommer for at vise deres produkter.
Man kan både få historien bag, høre lidt om ingredienserne – og selvfølgelig også købe de øl med hjem, man godt kan lide og på den måde støtte lokalt,” fortæller en af messens arrangører, Joakim Pedersen.
Liste over udstillere:
– Thisted Bryghus
– Grauballe Bryghus
– Silkeborg Bryghus
– London Pub
– Mollwitz Mjød
– Bad Seed Brewing
– Realdrinks
– Hjort Craft Beer
Hvis maven begynder at rumle i løbet af messen, så er der heldigvis også sørget for lækkerier, da der er mulighed for at købe store grillpølser – både den klassiske, men også en chilipølse.
Du kan også se frem til hyggelig livemusik i løbet af dagen, og i det amerikanske lotteri bliver der mulighed for at vinde lækre præmier fra bryggerierne og andre sponsorer.
Entréen koster 175 kroner, og billetter kan købes allerede nu via dette link.
Billigere entré end tidligere
Det er dog ikke kun de lokale bryggerier, man støtter på messen, der også er en vigtig del af Aalborg Håndboldklubs foreningsarbejde.
Ølmessen er nemlig blot et af flere arrangementer, Aalborg HK afholder hvert år for at skabe indtægt til videreudvikling af klubben.
Og det store frivillige arbejde, som ølmessen blandt andet er et resultat af, er ekstra vigtigt i år:
“Det har været svært i år, fordi bryggerierne som så mange andre forretninger naturligvis er pressede på grund af stigende priser.
Selvom de otte bryggerier i år ikke er lige så mange, som vi plejer at få lokket til, så håber vi alligevel, at folk ønsker at komme og støtte bryggerierne og håndboldklubben,” forklarer Joakim og fortsætter:
“Det lidt færre antal bryggerier gør dog også, at vi i år har skruet prisen ned for at kompensere, så entréen kun koster 175 kroner og ikke de normale 195 kroner.”
Vil du slå to fluer med et smæk og gå på ølopdagelse hos lokale bryggerier og samtidig støtte foreningen?
Så skynd dig at få prikket venner, familie eller kæresten på skulderen og få bestilt billetter her.