Ødelagt af vejret: 3.700 deltagere ramt af aflysning
Tidligt i morges fik Peter Würtz fra Aalborg den SMS, han havde frygtet, men forventet.
“Skagen Marathon er aflyst,” var budskabet.
Peter skulle ellers have været speaker for 6. år i træk, og var pakket og klar til afgang.
“Jeg vil gerne udtrykke min allerstørste sympati for alle ildsjælene, der har været involveret i Skagen Marathon. Det er tragisk. Både for arrangørerne og deltagerne,” siger han.

Også direktør i turistforeningen, Toppen af Danmark, som er med til at arrangere løbet, beklager sig til BT:
“Det er brandærgerligt. Der er nok det, der bedst beskriver det.
Vi har kæmpet til det sidste med Plan D og Plan E, som kunne lykkes indtil i aftes. Men så tog ‘Amy’ så hårdt fat i nat, at vores udstyr er blevet ødelagt, og samtidig var det ikke forsvarligt at sende folk ud på ruten, så vi måtte bide i det sure æble.”
Rekord stor tilslutning
Skagen Marathon havde ellers slået rekord i år med knap 3.700 solgte startnumre, og det var deltagere fra både ind- og udland, der her til morgen måtte modtage aflysningen på mail og Facebook.
“Vi har arbejdet benhårdt for at få løbet gennemført: containere er kørt ud som depoter og vi stod klar til at håndtere væltede træer inden løbsstart. Trods forberedelserne, er vigtigt udstyr gået i stykker i nat, og vi kan ikke gennemføre løbet på forsvarlig vis.
Vi ved det er en utrolig ærgerlig situation for jer som har planlagt dagen og weekenden. Tak den store opbakning vi møder,” skrev arrangørerne på Facebook.
Under opslaget i kommentarsporet, er der fuld opbakning trods ærgrelse.
“Jeg ved, at mange har overnattet i sommerhuse tæt på Skagen, og er kørt langvejs fra for at være med i dag, og det er bare ærgerligt,” siger Peter Würtz.
I følge BT vil arrangørerne komme med en udmelding den 10. oktober om, hvorvidt det alligevel kan blive muligt at afvikle en udgave af Skagen Marathon i år.
Eller om løberne må vente et års tid.
Skagen Marathon gør i øvrigt opmærksom på, at alle deltagere kan hente startnummer, medalje og goodiebag i Skagen Kultur- og Fritidscenter indtil klokken 14.00.