Oase midt i Aalborg: Her kan du få dekadent smørrebrød i rolige omgivelser

Kun et stenkast fra Aalborgs travle bymidte gemmer der sig en sand perle.
En fredfyldt gårdhave, hvor tiden nærmest står stille, og sanserne får frit spil.
Hos Utzon Center finder du Atriumgården, som den idylliske oase hedder. Den er det perfekte sted at tage en tiltrængt pause, hvad end du er på udkig efter en lækker frokost, et køligt glas rosé eller blot vil nyde roen og solens varme stråler.
Med sine sydlandske vibes, varme kroge og fredelige atmosfære føles Atriumgården som en verden væk fra det pulserende byliv, selvom du kun er få skridt fra gaden.
Den charmerende gård er placeret centralt i bygningen, så den naturligt skærmer for trafikstøj og skaber læ for vinden. Resultatet er en overraskende behagelig varme, selv på de mere skyede sommerdage.

Når du træder ind i gården, mødes du af lyden af knasende strandskaller og muslinger under fødderne, mens fine træbænke og danskdesignede parasoller inviterer dig til at slå dig ned – i solen eller i skyggen.
Smørrebrød med smag og omtanke
I Atriumgården kan du også serveret maden fra Restaurant JØRN – en brunch- og frokostrestaurant, der har gjort det til sin mission at servere sæsonens bedste råvarer med et tvist af lokal inspiration fra Limfjorden.
På frokostkortet finder du fem forskellige slags smørrebrød, som skifter løbende i takt med sæsonen.
Da vi kiggede forbi, bød menuen blandt andet på stegt sild, klassisk roastbeef og torsk, men allerede i næste uge kommer nye sommerfavoritter til, herunder varmrøget laks, fiskefilet og nye danske kartofler.
Alt på tallerkenen er nøje udvalgt – ikke kun for øjet, men for smagen og teksturen. Her får du smørrebrød, hvor hver enkelt komponent giver mening og løfter helhedsoplevelsen.
Dertil byder menukortet på et væld af lækre og forfriskende drikkevarer, som er helt perfekte at nyde i en solstråle.
Priserne starter ved 119 kr. for ét stykke og 189 kr. for to – og vi tør godt sige, at det er værd at komme igen, når menuen skifter.
Et åndehul til alle formål
Atriumgården er ikke kun for dem, der vil spise.
Her er også plads til at nyde en is, en kop kaffe eller bare et lille hvil i solen.
Uanset om du er alene, på tur med en ven eller blot trænger til et pusterum i løbet af dagen, så er Atriumgården et sted, der inviterer til at blive hængende lidt længere.
Du finder Atriumgården i gården hos Utzon Centeret på Slotspladsen 4, og du behøver ikke at købe adgang til museet for at besøge gården, men det kan med fordel kombineres.






