Mød Kevin Magnussen: OAKBERRY åbner i midtbyen i dag

Det har længe rumsteret i Frellsens gamle lokaler på Nytorv, og i begyndelsen af året kunne MigogAalborg afsløre at alt ståhejet skyldtes, at OAKBERRY var på vej til byen.
Og har du ligesom os ventet i spænding på at smage de lækre – og sunde – acai-bowls og smoothies, så skal du ikke vente længere.
Folien er pillet af vinduerne, og i dag, lørdag den 14. marts, åbner caféen endelig for offentligheden kl. 12.
Kevin Magnussen kommer
Åbningen forventes at blive alt andet end “stille og rolig”.

Der er nemlig gratis bowls til de første 50 kunder, og 25% rabat til alle, der kigger forbi i løbet af dagen.
Og som prikken over i’et, lægger den danske motorsportsstjerne og medinvestor, Kevin Magnussen, også vejen forbi i løbet af dagen.
Det forventes at blive omkring kl. 15, hvor du kan få en snak med stjernen, et selfie og måske endda se ham lave en bowl bag disken.
Et kæmpe hit i hele verden
OAKBERRY er langt fra et lille koncept.
Kæden har over 1.000 lokationer verden over og har allerede etableret sig solidt i København.

Aalborg bliver den første by uden for hovedstaden i Danmark, der får sin egen café.
Konceptet kredser om den populære acai bowl – en iskold, mørkelilla sorbet lavet på acai-bær fra Brasilien, serveret i lag med toppings.
Kombinationen af frugt, crunch og cremede elementer har gjort retten til et globalt hit, særligt blandt dem, der leder efter et alternativ til klassisk fastfood.
Acai-bærret stammer fra euterpe-palmen i Amazonas og er kendt for sit høje indhold af antioxidanter.

Hos OAKBERRY er basen økologisk samt både vegansk, glutenfri og laktosefri, og kæden fremhæver selv, at der ikke anvendes kunstige farvestoffer eller konserveringsmidler.
Ud over bowls vil caféen også tilbyde kaffe, matcha og varme drikke, så stedet både kan fungere som hurtigt pitstop og som en lidt sundere forkælelse i hverdagen.
Caféen åbner altså i midtbyen i dag, lørdag, kl. 12 på Østerågade 17.
Læs også: Fra mudder til madmekka: Restauranterne strømmer til ny bydel