En smuk hyldest: Nyt vægmaleri er undervejs på San Giovanni
I Aalborg møder du kunst overalt – om du besøger Kunsten, beundrer de mange Street Art-malerier i byen eller oplever kunst … på en restaurant.
Selvom god mad på tallerkenen nærmest kan betegnes som kunst, er der i dette tilfælde tale om et autentisk og unikt lokalt kunstværk.
På San Giovanni er der nemlig noget helt specielt på færde.
I á la carte-delen af restauranten er den lokale kunstner, Dorte Brix Mousten, i gang med at skabe et stort vægmaleri.
“Dorte er en gammel ven af huset, og vi har i mange år snakket om at lave et fedt vægmaleri. Nu skulle det være,” fortæller Mikele Volpi.
Dorte har været i gang siden fredag, og selvom hun først forventer at være færdig i slutningen af juni, er maleriet allerede ved at tage form.
Plads til en særlig person
Mikele og Dorte har brainstormet over maleriets indhold i lang tid, men én særlig person skulle der være plads til.
Mikeles far, Giovanni Volpi, der åbnede San Giovanni tilbage i 1988, afgik 1. maj ved døden – og han har fået en helt særlig plads på maleriet.
“Han er den eneste rigtige person på billedet, og han skal naturligvis stå bag baren og holde lidt øje med gæsterne – og personalet,” siger Mikele med et smil.
Derudover er der – i Giovannis ånd – masser af stemning og liv på det store vægmaleri, som forestiller den store Il Bar, som San Giovanni indviede sidste år.
“Der er også en masse små, kuriøse hints til restauranten og familiens historie. Der bliver bl.a. plads til en ræv, fordi Volpi betyder ræv på italiensk,” siger Mikele.
Det skarpe øje kan også allerede ane to mænd i fodboldtrøjer. To fans – en mand i en AC Milan-trøje, som er Familien Volpis klub i Italien, og en AaB-fan får en mere eller mindre intelligent snak over en kold øl.
“Det er virkelig en sjov proces at stå nede i selve restauranten og male.
Jeg får masser af gode inputs fra de ansatte, og så kan jeg virkelig få indkapslet restaurantens sjæl, mens jeg arbejder,” fortæller Dorte.
Oplev det arbejdende værksted, mens du spiser
Dorte arbejder løbende på maleriet i dagstimerne, men allerede nu på torsdag, den 14. juni, har du mulighed for at opleve kunstværket live, for her inviterer San Giovanni til arbejdende værksted.
“Dorte vil stå her fra 16.30, og dermed kan alle spisende gæster opleve Dortes penselstrøg med egne øjne.
Der bliver da noget at snakke om ved bordene,” siger Mikele.
Både restauranten og Il Bar vil også være åben fra klokken 16.30.