Nyt udspil fra regeringen: Forsamlingsforbud kan hæves til 50 personer fra mandag

Skrevet af: Michael Qureshi
Arkivfoto Statsministeriet
Arkivfoto Statsministeriet

Det nuværende forsamlingsforbud på 10 personer ser ud til at blive hævet til 50 personer fra på mandag.

Det er regeringens udspil i et brev til partilederne i Folketinget. Det skriver både DR, TV 2 og Ritzau som alle er i besiddelse af brevet.

Men der vil være en række undtagelser, hvor endnu flere personer kan være samlet.

Det gælder alle arrangementer, hvor deltagerne “i det væsentlige” sidder ned, lyder det i regeringens udspil.

Det vil sige, at der fra mandag kan blive åbnet for blandt andet bryllupper og andre sommeraktiviteter.

Derudover skal det være muligt at afholde arrangementer med 500 siddende personer, og det gælder også Superligaen.

Et bryllup afholdt i en restaurant eller lignende, der står for mad og lokaler kan gå an, eller en generalforsamling afholdt i et konferencecenter.

Det skal også være muligt med sommeraktiviteter for børn og unge, der sidder ned.

Hæves til 100 personer i juli

Derfra er det ifølge udspillet planen, at forsamlingsforbuddet hæves til 100 personer fra 8. juli, og i august skal det så hæves til 200 personer.

Hvis regeringens udspil bliver til virkelighed vil det betyde, at det også vil være muligt at holde fx en konference med siddende deltagere eller lignende, samt at idrætten eksempelvis Superligaen, kan samle op til 500 personer til kampene.

Her er det et krav, at tilskuerne sidder ned, skriver statsminister Mette Frederiksen i brevet ifølge DR og Ritzaus Bureau.

Politiet skal stadig have mulighed for at nedlægge opholdsforbud, hvis det står til regeringen.

De opholdsforbud har været taget i brug et par gange i løbet af coronakrisen, fordi der har været for mange personer forsamlet på ét sted – blandt andet i Københavns nordhavn og på Islands Brygge.

Burger Week hos Bogø

MigogAalborg har i samarbejde med Bogø-kæden lavet Burger Week hos Bogø. Resten af ugen får du en burgermenu med valgfri burger, fritter, sodavand og valgfri dip til 50 kr. Læs mere her 

Politiet varsler: Stor hastighedskontrol over hele landet

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen
Foto: Niclas Jessen
Foto: Niclas Jessen

Politiet landet over gennemfører fra i dag, mandag den 21. september, til søndag den 27. september 2020 en målrettet indsats mod hastighedsovertrædelser.

Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

For høj fart øger risikoen for en ulykke markant og skaber utryghed hos andre trafikanter, og selv en lille overskridelse kan få fatale følger.

Det er både de store og de mindre hastighedsoverskridelser, som politiet vil notere. I 62 procent af de dødsulykker, hvor farten spiller en rolle, er det nemlig en mindre hastighedsoverskridelse, der er en medvirkende årsag.

”Hvert år bliver politiet kaldt ud til utallige trafikulykker, der kunne have været undgået, hvis trafikanterne havde overholdt fartgrænserne. Trafikulykker, der i nogle tilfælde får en tragisk udgang og i andre tilfælde mærkes de implicerede for livet.

Derfor er hastighed et meget vigtigt indsatsområde, og vi prioriterer fartkontrol på vejene for at redde liv og skabe tryghed for dem, der færdes i trafikken”, siger Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter og fortsætter:

”Selv en lille hastighedsoverskridelse har stor betydning for bremselængden.”

Hvorfor indsats mod hastighed?

  • Der er en klar sammenhæng mellem farten på vejene og antallet af dræbte og tilskadekomne.
  • For høj hastighed vurderes at være den hyppigste årsag til færdselsulykker med alvorlig tilskadekomst og dødsfald.
  • 2013 – 2018 omkom 403 personer i en trafikulykke, hvor mindst en af de involverede parter kørte for stærkt i forhold til hastighedsgrænsen eller forholdene. I 72% af ulykkerne var farten en medvirkende årsag til, at ulykken opstod. I de sidste 28% var farten årsag til, at ulykken blev med dødelig udgang. (kilde: Rådet for Sikker Trafik)
  • Ved 80 km/t. kører du ca. 33 meter mens du reagerer, og efter ca. 64 meter holder du stille. Kører du 95 km/t. bruger du yderligere 19 meter på at holde stille ved maksimal bremsning af køretøjet.
  • Hvis 2 bilister kolliderer med 80 km/t., vil ulykken i 30% af tilfældene have dødelig udgang. Risikoen fordobles til 60% ved en hastighed på 90 km/t. (kilde: Rådet for Sikker Trafik)
  • Hvis en bilist rammer en fodgænger med 80 km/t. vil ulykken være fatal i 60% af tilfældene. Risikoen stiger til 80% ved 90 km/t. (kilde: Rådet for Sikker Trafik)
  • De fleste dødsulykker i trafikken sker på landeveje. 62% af dødsulykkerne på disse veje sker med en hastighedsoverskridelse på mindre end 20 km/t. 38% af dødsulykkerne sker med en overskridelse på mere end 20 km/t. (kilde: Rådet for Sikker Trafik)

 

 

Tæt tåge på vej: Pas på i morgentrafikken

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen

Vi kender alle den ultimative mandag morgen: Lidt forsinkede, lidt stressede, måske lidt uoplagte til en ny uge.

Og er du én af dem, der i forvejen ikke er den helt store mandagsfan, så burde du nok allerede du sætte vækkeuret en anelse tidligere end normalt; en tæt tåge rammer nemlig det meste af landet i morgen, og kan muligvis skabe problemer i mandagstrafikken.

I hvert fald har DMI udsendt et varsel, der advarer mod tågen, der forventes at give en sigtbarhed på under 100 meter. Tågen starter allerede i nat og ventes at ophøre mandag inden kl. 9.

“Fra sted til sted vil det være forskelligt, hvornår tågen kommer, og hvornår den letter. Desuden vil tætheden af tågen variere i løbet af natten.

Tæt tåge kan give problemer i trafikken, så kør forsigtigt.” skriver DMI.

En guide fra kagehimlen: Her er Aalborgs bedste romkugler

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen

Romkuglens historie er ikke ligefrem romantisk.

Den legendariske kages skæbne udsprang hos datidens bagere, der manglede noget fornuftigt at bruge de daggamle kagerester til, der aldrig nåede ud i hjemmene.

Bageren tilføjede herefter marmelade og romessens, og sådan blev klassikeren til.

Meget vand er siden løbet gennem åen, men romkuglen har – mod alle odds – overlevet dens ellers vanskelige fortid som uønsket kagerest.

I dag er romkuglen hverken uønsket eller lavet for at undgå madspild; den er tværtimod blevet en hel kunst i sig selv, og de danske bagere og konditore står efterhånden i kø for at præsentere danskerne for lige præcis deres udgave af den ultimative romkugle.

Tour De Romkugle

For ganske kort tid siden kunne Mabel Kafferi melde ud, at de fremover ville være midtbyens eneforhandler af Danmarks Bedste Romkugle, der stammer fra Nørre Aaby på Fyn.

Det er fået flere af byens romkugle-entusiaster ud af hullerne, og i dag er romkuglen nærmest blevet lige så hypet som en ny donutshop var det i sommerferien 2020.

Vi har derfor påtaget os den opgave at tage på Tour De Romkugle i jagten på byens bedste. Vi har indkredset os til midtbyens bagerier og udvalgt dem, som vi mener, skiller sig ud fra de klassiske.

Er man til den helt gennemsnitlige romkugle, så er vi sikre på, at du allerede har fundet din favorit – og du er mere end velkommen til at skrive den i kommentarfeltet på Facebook, så vi kan få spredt romkugle-anbefalingerne mest muligt.

Othellobageriet

Første stop på ruten var hos Othellobageriet, der har mere end 100 år på bagen i Aalborg.

Her har man også gennemskuet, hvordan den perfekte romkugle skal laves, rulles og nydes.

Rent æstetisk er denne romkugle ikke ligefrem den smukkeste på turen – men det er jo det indvendige, der tæller – og her er alt, fuldstændig som det skal være.

Romkuglen er meget blød og svampet – og så er det ret tydeligt, at konceptet med at genbruge andre kager stadig gør sig gældende hos Othellobageriet.

I hvert fald er kagen fyldt med små stykker af kager, hvilket mest af alt bare tager én tilbage til barndommen, hvor en spade var en spade, og en romkugle var en romkugle.

Derudover var hele herligheden rullet i det gode, gamle tivolikrymmel – en sikker vinder, hvis du ikke orker det helt overgearede fyrværkerishow.

Du skal vælge denne romkugle, hvis du er til en gammel klassiker, der står 100 % ved sig selv. 

Hos Othellobageriet får du 1 romkugle for 7 kr. og 3 stk. for 18 kr. 

Lagkagehuset

Næste stop på ruten bliver hos Lagekagehuset, der naturligvis også har en mening om, hvordan en romkugle skal smage og se ud.

Denne udgave er mere fast i “kødet” med en blid smag af rom.

Den smelter næsten på tungen, mens den omkransende skal af mørk chokolade alligevel formår at give et godt bid. Derudover er den også vendt i krymmel.

Lagkagehuset fortæller desuden, at deres romkugler også laves ved at blande andre kager sammen; men disse kager er tværtimod lavet med henblik på at komme i romkuglerne – og ikke som sidste udvej for ikke at ryge i skraldespanden.

Det er da smukt!

Du skal vælge denne romkugle, hvis du er til klassikeren med et frækt pift. 

Hos Lagkagehuset får du 1 romkugle for 15 kr. og 3 stk. for 37 kr.

Mabel Kafferi

Vi er nu nået til byens kronede romkugledronning: Mabel Kafferi.

Som sagt forhandler Mabel romkugler, der kommer fra Nørre Aaby Bageri på Fyn, der tidligere er løbet med titlen som Danmarks Bedste Romkugle.

Siden har Mabel solgt romkugler i hobetal, og – indrømmet – vi har da også været forbi flere gange for at få en lille bid af himlen.

Nørre Aabys romkugle er for det første en fryd for øjet. I dag kommer de i flere, farverige varianter, sådan at dem, der måske ikke er til standard-versionen, også kan få stillet deres lyster.

Vi har dog taget udgangspunkt i vinder-romkuglen, der er brun både udenpå og indeni.

Smagsmæssigt er denne romkugle altså med på beatet – vi har før set kommentarer om, at den skulle være syntetisk i smagen, men uanset hvor mange gange, vi vender massen i munden, er smagen stadig både intens og lækker af især chokolade og rom.

Romkuglemassen er dækket af et tykt lag chokolade og under den finder du et godt lag chokoladekrymmel. Du er altså ikke i tvivl om, at det er en romkugle … selvom den er totalt over the top.

Vi er vilde med det!

Du skal vælge denne romkugle, hvis du gerne vil imponere dine kagegæster. 

Hos Mabel får du 1 romkugle for 20 kr., og 2 stk. for 38 kr.

Penny Lane

Tilbage i juni måned meldte Penny Lane ud, at de nu ville gå hardcore ind i kampen om at kunne levere Danmarks Bedste Romkugle.

Der er da også blevet tænkt innovativt, da denne romkugle blev til.

Romkuglen består af klassiske elementer som forskellige kager, hindbærsyltetøj og så det helt store trumfkort: en kerne af saltkaramel, der flyder lige så stille ud, når du tager den første bid.

Derudover er den toppet med guldknas og fyldt med belgisk chokolade i både dej og overtrækket. Fyldet er dejlig smooshy, men smagen af rom deri er ikke overvældende.

Det er smagen af alt-muligt-andet-lækkert til gengæld.

Penny Lanes udgave er derfor helt perfekt til dig, der ikke ligefrem tænder på den klassiske smag af kvast kage og romessens – dette er i stedet et lille stykke kagekunst, der burde kunne tilfredsstille enhver.

Du skal vælge denne romkugle, hvis du ikke er til den klassiske romkugle, men drømmer om et fortryllende alternativ. 

Hos Penny Lane får du 1 romkugle for 15 kr. og 4 stk. for 50 kr. Spiser du den i caféen, koster den 25 kr. 

La Bonta

I ét af byens andre klassiske bagerier er der naturligvis også romkugler på menuen – men den er til gengæld langt fra klassisk.

Det første, man tænker, når man ser La Bontas bud på den ultimative romkugle er … hvorfor er den ikke rund?

Hos bageriet i Gravensgade er romkuglen nemlig i stedet aflang som en slags miniroulade, hvilket jo faktisk adskiller dem fra alle andre på denne liste.

Hos La Bonta fortæller de, at formen skyldes, at de ruller dejen ud i en lang masse, før de skærer den ud og pensler den med belgisk chokolade og krymmel.

Rens smagsmæssigt er vi mere end tilfredse. Den smager nemlig som en klassisk romkugle med rigtig god knas – og med en eftersmag af marcipan, der nok skyldes, at dejen netop laves af forskellige former for konditori.

Den er kompakt og grov i konsistensen, og man får dejligt fedtede fingre, når man spiser den.

Og det er altså et kompliment!

Du skal vælge denne romkugle, hvis du er til den klassiske smag, men godt tør at springe ud i en ny form. 

Hos La Bonta får du 1 romkugle for 16 kr. eller 4 stk. for 56 kr.

KaffeFair Strandvejen

Næste stop på ruten bliver hos KaffeFair Strandvejen, der kan prale af at have sin egen konditor ansat i restauranten.

Winnie er nok den mest ambitiøse, vi har mødt på vores vej nedad romkugle-vejen. I hvert fald er hun selv overbevist om, at deres bud på den runde kage er det bedste i Danmark.

Det tør vi af gode grunde ikke at udtale os om (da vi mangler et par stykker), men vi indrømmer gerne, at romkuglen hos KaffeFair godt kan tåle at være en lille smule arrogant. Den er altså god.

KaffeFairs romkugle er faktisk også lavet af kagerester – men her skyldes det, at den hjemmelavede brownie, som KaffeFair også er kendt og elsket for, skal skæres til, før den sælges i stykker.

Det giver en masse overskudsbrownie, der tidligere bare blev smidt ud – og dét var jo bare dumt.

Nu bliver brownieresterne i stedet brugt til romkuglerne, og får herudover et skvæt hjemmelavet hindbærmarmelade, belgisk chokolade, hindbærdrys og ægte rom i sig.

Vi var to anmeldere ude på romkuglejagt, og vi tør godt at indrømme, at den ene fik fyret imponerende mange (rosende) bandeord af, mens han næsten slugte denne bløde kugle.

Den er mere end godkendt herfra.

Du skal vælge denne romkugle, hvis du er en rigtig romkugle-snob, hvor kun det bedste er godt nok. 

Hos KaffeFair får du 1 romkugle for 15 kr. og 20 kr., hvis du bestiller i caféen. 

We Feat

Den sidste stop på ruten er lidt et sats. Men vi ønsker selvfølgelig at bringe det bredest mulige aspekt inden for romkugler.

Derfor skulle WeFeat selvfølgelig også have chancen.

WeFeat, tænker du? De er vel kendte for at servere sund og nærende mad – og kan en romkugle virkelig være det?

Svaret er ja – hvis man kan tillade sig at kalde denne variant for en romkugle. Det er vel op til den enkelte at vurdere.

Vi mener, at denne uden problemer kan være repræsenteret, hvis du er blandt dem, der ikke har lyst til at kværne 400 kalorier, sukker og chokolade i ét og samme måltid.

Denne romkugle er nemlig helt uden både sukker og gluten, og ingredienslisten afslører, at den er lavet på kikærter, dadler, peanutbutter, kokosmælk, kakao, kokosfedt, rom-aroma og salt.

… og så smager den godt! 

Konsistensen er god og detaljen med knasende kakaonibs på toppen er virkelig lækker – og ja, den smager altså af romkugle. Ikke på den sukkersøde (og til tider vamle) måde, men på den ægte, gode måde.

Vi tør derfor godt at anbefale denne udgave … hvis du tør.

Du skal vælge denne romkugle, hvis du godt kan lide romkuglesmagen, men gerne vil holde blodsukkeret i skak. 

Hos WeFeat koster 1 romkugle 30 kr., men er du medlem af ClubAalborg får du lige nu kaffe og romkugle til halv pris.