Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nyt udspil: 70 ekstra pladser på medicinuddannelsen i Aalborg

Af Emil Kjær Jørgensen
Foto: AAU
Foto: AAU

Står det til regeringen, skal der uddannes flere læger i Aalborg, Esbjerg og Køge.

Flere pladser på medicinuddannelsen er nemlig et af initiativerne i regeringens nye sundhedsudspil Sundhed tæt på dig, der netop er præsenteret. Målet er at understøtte en bedre lægedækning i hele landet.

Det skriver Indenrigs- og Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Sådan påvirkes uddannelsen i Aalborg

Konkret lægger regeringen op til, at Aalborg Universitet kan oprette 70 nye bachelorpladser, at Syddansk Universitet i Esbjerg kan oprette en ny bacheloruddannelse i medicin med 50 nye pladser, samt at Københavns Universitet kan oprette 20 nye pladser på bacheloruddannelsen i Køge.

Derudover vil regeringen sammen med Københavns Universitet sætte gang i initiativer, der skal styrke den brede regionale forankring af medicinuddannelsen på Sjælland og øerne, herunder eksempelvis i Holbæk, Slagelse og Nykøbing Falster.

Forslaget om flere medicinpladser uden for de største byer kommer i forlængelse af, at Sundhedsstrukturkommissionens rapport fra juni i år dokumenterede, at der er flere områder i Danmark, hvor lægedækningen er truet. Det gælder især i Nordjylland, Syddanmark samt Sjælland og Lolland-Falster.

Ønsker et nært sundhedsvæsen

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:

“Adgang til en læge er helt centralt i vores velfærdssamfund. Den adgang skal man have, uanset hvor i landet man bor. Vi ønsker et nært sundhedsvæsen.

Derfor foreslår regeringen at øge antallet af pladser på medicinuddannelsen i Aalborg, Esbjerg og Køge – og på den måde styrke muligheden for, at flere læger både uddanner sig og bliver boende i disse dele af landet.

Samtidig vil vi se på, hvordan vi kan styrke den brede regionale forankring af medicinuddannelsen på Sjælland og øerne. Flere borgere skal opleve et nært sundhedsvæsen, hvor der bliver uddannet dygtige læger i det område, hvor de bor.

Fakta

Regeringen foreslår at øge antallet af pladser på medicinuddannelsen med 140 bachelorpladser samt dertilhørende kandidatpladser.

De 140 pladser fordeles, så Aalborg Universitet kan oprette 70 nye bachelorpladser, Syddansk Universitet kan oprette 50 nye bachelorpladser i Esbjerg, mens Københavns Universitet kan oprette 20 nye bachelorpladser i Køge.

Del artikel