Nu åbner Hjallerup Marked snart: Nyt tiltag skal sikre tryg tur hjem
Når Hjallerup Marked åbner torsdag den 4. juni, er det med et styrket fokus på tryghed, trafik og den gode hjemtur.
Markedet har i år udvidet Kiss & Goodbye-området, øget taxakapaciteten og indgået et nyt samarbejde med Trafikofficials, som skal stå for professionel trafikdirigering på vejene omkring markedspladsen.
Hjallerup Marked samler hvert år tusindvis af gæster, og for arrangørerne er det afgørende, at alle både kan nyde markedet og komme trygt hjem igen.
Derfor bliver transportområderne i år markeret med LED-lys i tre tydelige farver.
Grøn til Kiss & Goodbye-området, gul til taxaområdet og rød til busserne.
Formålet er at gøre det nemmere for gæsterne at finde den rigtige vej, når de skal hjem fra markedspladsen.
“I år har vi styrket vores indsats for at sikre, at alle gæster får en tryg og smidig oplevelse.
Både på pladsen og på vej hjem.
Vi har blandt andet udvidet vores Kiss & Goodbye-område, øget taxakapaciteten og markeret transportområderne med rød, gul og grøn, så afviklingen bliver endnu bedre,” siger Michael Ottesen, formand for Hjallerup Marked.
Læs også: Bliver en kæmpe fest: Legendarisk DJ er klar til Hjallerup Marked Tæt samarbejde gavner
Han understreger, at trygheden på Hjallerup Marked bygger på et tæt samarbejde mellem mange aktører.
“Samtidig arbejder vi tæt sammen med myndigheder, politi og beredskab samt aktører som vagtselskab, Trafikofficials og Safehouse. Det er afgørende for os, at sikkerheden er i top, så gæsterne trygt kan nyde markedet og komme sikkert hjem,” siger Michael Ottesen.
Det populære Kiss & Goodbye-område bliver i år større, og der bliver sat flere frivillige vagter ind, så både afsætning og afhentning kan glide lettere.
Samtidig er der to taxapladser, mens busserne fra Nordjyllands Trafikselskab som altid kører via Algade lige ved markedspladsen.
Trafikofficials guider bilerne
Et nyt element i år er samarbejdet med Trafikofficials, som skal hjælpe med professionel trafikdirigering på vejene omkring markedet.
Det skal bidrage til en mere smidig afvikling, særligt på de travle tidspunkter, hvor mange gæster ankommer eller skal hjem på samme tid.
Også på selve markedspladsen er trygheden prioriteret højt.
Frivillige fra Safehouse er til stede hver aften.
Safehouse er et initiativ fra Aalborgs Jomfru Ane Gade, der arbejder for mere tryghed i nattelivet.
Derudover er der fast politi, vagter, samaritter og paramedicinere på markedspladsen alle dage.
Gode råd til en tryg tur på Hjallerup Marked
En tur på Hjallerup Marked skal være sjov, men det vigtigste er, at alle kommer godt og sikkert hjem.
Tag afsted sammen – og tag hjem sammen.
Hold øje med dine venner i løbet af aftenen og natten. Hvis en ven har det dårligt, så bliv og hjælp.
Drik i et tempo, du kan styre, og husk vand undervejs. En god aften handler ikke om, hvem der kan drikke mest.
Opret nødkontakter og vigtig information på din mobil.
Brug kun officielle taxaer, busser og transportmuligheder, når du skal hjem.