Der har manglet noget andet: Her er nyt takeaway-sted åbnet midt i Aalborg

Har du befundet dig i Jomfru Ane Gade i de sene nattetimer, har du med høj sandsynlighed også prøvet at svinge forbi pizzeriaerne, der ligger som perler på en snor langs Borgergade og Ved Stranden.
Et nærmest religiøst ritual, der for de fleste sjældent skuffer.
Men for 40-årige Spyros Bakouyan har der manglet et alternativ.
Derfor har han taget sagen i egen hånd med inspiration fra hans baggrund i Athen.
Er netop åbnet
Det kulminerede, da han i torsdags åbnede sit eget svar på en autentisk græsk takeaway-bod, Hellas Food, der serverer gyros lavet fra bunden med fokus på at bruge råvarer af høj kvalitet.
“Vi går op i at have frisk kød og så få frosne produkter, som muligt.
Det vil folk kunne smage,” fortæller han og forklarer, at en gyros er en pita med kød, tzatziki, pommes frites og grønt.
Den græske pendant til den folkekære durum.

Selv har Spyros Bakouyan, der har boet i Danmark i 15 år, en baggrund som tømrer, og derfor har han hentet kokken Nikolas Giannoulos hertil fra Grækenland til at stå for køkkendriften.
“Han har i forvejen to restauranter i Grækenland, så han kan trække på sin erfaring,” forklarer han.
Og der var allerede nok at se til for den græske gyrosmager i åbningsweekenden.
For om fredagen måtte Hellas Food melde udsolgt en time inden lukketid, der ellers er klokken fire om natten både fredag og lørdag.
Det glæder Spyros Bakouyan, der dog samtidig understreger, at projektet for ham ikke bare handler om at tjene penge.
“Alle skal kunne have råd til det, så vi skal være billige, men vi skal også være gode. Det er vigtigt for mig, at vi laver noget mad, vi kan være stolte af.”

Prisen for en gyros koster 69 kroner, og hvis du bare er ude efter en omgang græske pommes frites, koster det 29 kroner.
Derudover har man hos Hellas Food en vision om at justere menuen hver sjette måned.
Du kan finde byens nye græske takeaway på adressen Ved Stranden 21, hvor den ydmyge bod er klemt ind i hvad, der ligner døren til en opgang.