Nyt pantsystem: Fra mandag er der pant på juice- og saftflasker

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

Pantsystemet er velkendt her i Danmark, og når vi har drukket kildevand eller sodavand er vi vant til, at emballagen ikke skal smides i skraldespanden bagefter.

Men fra i morgen, mandag, bliver pantsystemet udvidet til også at omfatte juice, saft, most og smoothies, og efter den 1. november er det ikke længere tilladt for producenterne at sætte produkterne på markedet uden pant.

Systemet sparede i 2018 klimaet for i alt 143.950 tons CO2.

En overgangsperiode hvor du skal holde øje

Der vil være en periode, hvor man både kan købe den samme flaske med og uden pantmærke i butikkerne, fordi butikkerne skal have mulighed for at tømme deres nuværende lagre med juice og saft.

For forbrugerne vil der ikke være den store ændring, de skal sådan set bare holde øje med pantmærket.

I perioden indtil den 1. november, vil forbrugerne konkret opleve det sådan, at flere og flere af produkterne får pantmærke på.

Efter 1. november vil man stadig kunne støde på juice, saft, most og smoothies uden pant.

Det skyldes ikke fejl, men en aftale om, at butikkerne selvfølgelig skal have mulighed for at sælge ud af deres lagre for at undgå madspild.

Fokus på plastik

Samtidig med udvidelsen søsætter Dansk Retursystem en kampagne, som sætter fokus på plastik – et materiale, som har fået et dårligt ry, fordi det gennem mange år blandt andet er endt i havene.

Med kampagnen vil Dansk Retursystem oplyse danskerne om plastikkens historie, og om at plastik kan være et fantastisk materiale, hvis bare det genanvendes til nye emballager i stedet for at belaste vores natur

”I Danmark har vi ret godt styr på den plastik, der bliver brugt til drikkeemballager med pant. Faktisk kommer 93% af plastikflasker med pant retur og bliver genanvendt til nye emballager til drikke- eller fødevarer. Så når der er pant på, ender flasker og dåser som udgangspunkt ikke i naturen,” siger vicedirektør og direktør for cirkulær økonomi i Dansk Retursystem, Heidi Schütt Larsen.

Pantsystemet har som mål, at en flaske skal blive til en ny flaske, og en dåse skal blive til en ny dåse. Sker det, holder man dem i et lukket kredsløb, hvor materialerne bliver ved med at leve op til de høje krav, der er til fødevareemballager.

I det lukkede kredsløb kan man blive ved med at smelte den samme plastikflaske om til en nye flaske igen og igen. Det samme gælder aluminiumsdåser og glasflasker.

”Der er en global interesse for, hvordan vi kan reducere vores klimaaftryk. Pantsystemet er en afprøvet og velfungerende metode til at genanvende materialer som glas, aluminium og plastik, og udvidelsen af pantsystemet vil både spare klimaet for både CO2 og reducere udvinding af nye jomfruelige råstoffer,” afslutter Heidi Schütt Larsen.

Bøger, kaffe og hjemmebag: Ny café er åbnet i Aalborgs midtby

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

“Stedet hvor mennesker mødes, bøger læses, kaffe nydes og sulten tilfredsstilles.”

Sådan lyder sloganet for Aalborgs helt nye café, Café Nørregade, som sjovt nok ligger i Nørregade i centrum af Aalborg.

Den har til huse i forlængelse af Hovedbiblioteket, hvor bl.a. KaffeFair tidligere har haft café.

Du træder direkte ind på caféen, hvis du benytter indgangen ud til Nørregade.

Bag den nye café står Charlotte Egelund, som også driver Den Blå Café i Lønstrup, der kun har åbent om sommeren.

Derfor er der nu plads i kalenderen til at åbne et helt nyt sted i Aalborg, og det er bestemt ikke café-erfaringen, der mangler.

“Jeg har nærmest ikke lavet andet hele mit liv,” fortæller Charlotte til MigogAalborg.

Hovedbiblioteket er et populært sted, for både læselystne og travle studerende, og derfor har Charlotte også lavet en aftale med biblioteket om, at alt mad og drikke må tages med videre op i læsesalen.

Derudover er man også velkommen til at fordybe sig i faglitteratur eller den sidste nye krimi i caféen, hvor der er næsten 40 siddepladser.

 

Masser af lækkerier på menuen

På caféen kan du naturligvis få alt inden for varme drikke; fra filterkaffe til en flad 20’er, diverse espresso-varianter, luksus te eller varm chokolade lavet på Callebaut-chokolade. Det hele fås selvfølgelig også to go.

Af den kølende slags byder menukortet på alt fra hjemmelavet saft, sodavand, økologisk juice, is-latte og øl.

Ifølge børnesangen bor der jo en bager i Nørregade, og det er faktisk også tilfældet i Café Nørregade.

Hoveddelen af brødet er nemlig hjemmebagt, og du kan sætte tænderne i surdejsboller med valgfrit pålæg, diverse sandwich og så vores favorit: lun panini, som jo altid er et sikkert hit på farten.

Caféen åbner allerede kl. 08.00, sammen med biblioteket, og de morgenfriske kan stifte bekendtskab med en morgentallerken med surdejsbolle med pålæg eller ost og økologisk skyr med kompot og hjemmelavet müsli for 59 kr.

Der er også frokosttallerken (110 kr.), månedens varme suppe og årstidens friske salat på menuen.

Caféen går ind for at stoppe madspild, og derfor kan du købe 6 boller to go for 35 kr. mellem kl. 17.00-18.00 – selvfølgelig efter først-til-mølle.

Hvad: Café Nørregade er åbnet
Hvor: Nørregade (ved Hovedbiblioteket)
Hvornår: Åbent fra kl. 08.00 – 18.00 (mandag-lørdag)

Du kan finde mere info om Café Nørregade her.

Smagen af jul: McDonalds lancerer risalamande som Sundae-is

Skrevet af: Redaktionen
PR-foto McDonalds
PR-foto McDonalds

Det er sjældent, at fastfood-giganten McDonalds lancerer et produkt kun tiltænkt det danske marked.

Men det er lige præcis, hvad der sker i denne uge, når McDonalds Danmark lancerer deres Sundae Deluxe Is à l’amande.

Altså en af deres klassiske Sundae-is, der smager af risalamande-is.

Julen begynder allerede på torsdag i de danske McDonald’s restauranter.

Her lancerer McDonald’s en variant i sundae-deluxe serien. Sundae Deluxe Is à l’amande. Den er på menuen frem til 20 januar.

Den består af klassisk sundae-is, mandelsplitter, kirsebærsauce og flødeskum.

Ingen jul uden risalamande

En tidligere sæsonvariant har været æble/kanel sidste efterår. McDonald’s har store forhåbninger til den. Varianten er helt igennem udtænkt og udviklet i Danmark.

Det skriver McDonalds i en pressemeddelelse.

“Der er selvfølgelig en del ikoniske produkter på vores menu, når vi er McDonald’s.

Derudover udvikler vi løbende danske produkter i tråd med danskernes præferencer og ønsker.

For mig er det ikke jul uden ris ala mande, og sådan er der mange danskere, der har det.

Man kan få traditionel ris ala mande mange steder.

Når vi lancerer en udgave, er det selvfølgelig med et McDonaldsk glimt i øjet.

Vi håber, at vi med vores kolde take på alle danskeres yndlingsjuledessert kan gøre vores til, at så mange som muligt kommer i julestemning,” siger Marie Halmø Hürdum, marketingdirektør, McDonald’s Danmark.

Hindbærsnitte-is og White Russian Is

Her i Aalborg er vi dog vant til, at der eksperimenteres med is. Paradis Is i Aalborg har tidligere også lavet en risalamande is, hindbærsnitte-is. Vi har haft den berømte romkugle-is og Guf & Kugler har haft en White Russian is med sprut i.

Det er en ny vej, McDonalds gerne vil tage, at de laver helt specifikke produkter rettet mod et lokalt marked som Danmark. Det fortalte McDonalds marketingsdirektør til Dansk Markedsføring forleden;

“Det er klart, at vi skal have ikoniske og populære produkter som Big Mac og McNuggets på menuen, men reelt har vi mulighed for også at produktudvikle og markedsføre i tråd med danskernes ønsker,” sagde hun.

11 millioner solgte albums: Katie Melua optræder i Musikkens Hus

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen
Pressefoto
Pressefoto

I efteråret 2018 lagde Katie Melua vejen forbi Aalborg, og til næste år giver hun igen koncert i Aalborg – denne gang i Musikkens Hus.

Det sker den 3. oktober kl. 20.00.

‘Nine Million Bicycles’, ‘The Closest Thing to Crazy’ og ‘If You Were a Sailboat’ er blot nogle af de sange, der har gjort Katie Melua til et verdenskendt navn.

Katie Melua, der med elleve millioner solgte albums og 56 platin-plader, er én af Storbritanniens mest sælgende sangerinder, drager på en tour, der næste år bringer hende tilbage til Musikkens Hus.

Hun har udgivet syv albums, der alle er strøget ind på Top-10. I år udkommer hun med en dobbelt cd, der blandt andet indeholder liveindspilninger med det 23-medlemmer store georgiske vokalensemble, Gori Women’s Choir, som hun gæstede Musikkens Hus med i 2016.

En af Englands bedste sælgende sangerinder

Hendes kraftfulde stemme, charmerende personlighed og fejlfri performance gør Melua til en efterspurgt artist rundt om på verdens musikscener.

Den 35-årige sangerinde, der oprindeligt er fra Georgien, albumdebuterede i 2003, blot 19 år gammel. Hendes fyldige stemme og dragende sange er blevet hendes varemærke, siden hun første gang kunne opleves med ’The Closest Thing To Crazy’.

Tre år senere var hun Englands bedst sælgende sangerinde. Debuten ‘Call Off the Search’ solgte næsten to millioner eksemplarer i England alene, mens hendes andet album ‘Piece by Piece’ (2005) gik fire gange platin.

Hvad: Katie Melua koncert
Hvor: Musikkens Hus
Hvornår: 3. oktober kl. 20.00

Du finder billetinfo her.