Book bane allerede: Spritnyt padel-center åbner centralt i Aalborg
Det var Aalborgs første padelcenter, men i foråret 2022 lukkede Padel Lounge Aalborg ned midlertidigt med udsigten til et komplet nyrenoveret center.
Det nye center skulle efter planen genåbne i december 2022, men blev siden hen udskudt.
Nu er datoen for genåbningen dog klar – og man kan booke baner i det spritnye center allerede nu.
7 helt nye baner
Padel Lounges-centeret står færdigt et tidspunkt i perioden mellem den 25. april og 1. maj.
Kan man godt lide at være ude i god tid, kan man allerede nu booke baner fra 1. maj og frem.
Centeret er placeret på samme lokation på Eternitten, men i helt nye og toptunede lokaler:
“Arkitektonisk er dét det samme som før, men alt er nyt.
Alt i centeret er spritnyt med varme hele året, nye omklædningsrum, syv nyanlagte baner og lækkert loungeområde,” fortæller stifteren af Padel Lounge, Mads Harrestrup.
“Så skal man ikke længere være bange for at få en måge i hovedet,” fortæller han med et grin med reference til det tidligere center, der var i knap så god forfatning.
Det nye center danner rammerne for seks doublebaner og en enkelt singlebane, som padelglade aalborgensere kan udfolde sig på.
Det er en bane mindre end førhen, hvor der fremadrettet vil være en enkelt frem for de førhen to singlebaner.
Men så er der til gengæld skruet op for alt det omkring med lækre faciliteter, og centeret bliver også udstyret med en padelbutik, hvis man skal have opgraderet sit grej eller trænger til nyt grip.
Kæmpe åbningsfest
Når det nye center slår dørene op, går det ikke stille for sig.
Padel Lounge inviterer nemlig til stor åbningsfest med musik, fadøl, og mulighed for, at man kan komme forbi og spille gratis og ellers bare hygge sig.
Og der er bestemt noget at fejre – ikke mindst fordi, man ikke længere er nødsaget til at skulle på en længere færd for at lufte padel-battet og uddele æg til kammeraterne.
“Det bliver dejligt, for Aalborg mangler bestemt et centralt beliggende center.
Vores placering er rigtig god særligt for folk i Aalborg uden bil, og prismæssigt ligger vi på nogenlunde samme niveau som de andre centre i og omkring Aalborg,” fortæller Mads.
Padel Lounge kommer også til at sætte meget mere fokus på samhørigheden mellem centeret og padel-entusiasterne:
“Vi ansætter en træner, der også kommer til at stå for at arrangere turneringer, arrangementer for virksomheder og skoler og mange andre aktiviteter.
Vi vil gøre mere for at komme tættere på vores kunder,” forklarer Mads.
Følg med omkring den konkrete åbningsdag og -fest på deres Facebookside.
Få det komplette overblik over udendørs baner og padelcentre i Aalborg og Nordjylland.