Nyt milliardbyggeri nødvendigt: Sygehus Syd kan ikke lukke som planlagt
Mens de fleste har haft fokus på indvielsen af det nye supersygehus i Aalborg Øst, har Region Nordjylland samtidig udvidet aktiviteterne på det gamle Sygehus Syd.
Det skriver Nordjyske.dk.
Ifølge oplysninger, som Region Nordjylland bekræfter over for Nordjyske, er antallet af aktive operationsstuer på Sygehus Syd i perioden øget fra fire til seks.
Og der er ikke udsigt til, at operationerne flytter fra Sygehus Syd foreløbig.
Tværtimod kræver det et helt nyt milliardbyggeri ved Hospitalsbyen, før alle aktiviteter kan samles ved det nye supersygehus.
“Hvor meget det så endeligt kommer til at koste, afhænger af, hvor meget man vil flytte ud, og hvor meget man mener fortsat kan blive liggende på Syd-matriklen,” siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V) til Nordjyske.
Sygehus Syd holdes åbent på ubestemt tid
Regionen havde tidligere meldt ud, at aktiviteterne på Sygehus Syd skulle være udfaset omkring 2030, men den plan er bremset.
Blandt andet fordi forslaget om at øge kapaciteten i Hospitalsbyen indebar længere vagter for læger og sygeplejersker – og det mødte kritik fra medarbejderne.
Region Nordjylland forventer derfor fortsat at gennemføre omkring 5.000 operationer om året på Sygehus Syd.
Ifølge hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen er de ekstra operationsstuer nødvendige for at sikre, at patienterne kan behandles inden for behandlingsgarantien.
Økonomiske konsekvenser
Den forlængede levetid for Sygehus Syd får samtidig økonomiske konsekvenser.
Regionen havde regnet med at kunne sælge grunden og bruge pengene til at finansiere en del af supersygehuset, men det salg må nu vente, mens planerne om en fremtidig udbygning af Hospitalsbyen skal undersøges nærmere.
Regionen har et anlægsbudget på 430 millioner om året, og ifølge Mads Duedahl har staten afsat 2,3 milliarder kroner i en sundhedsfond, som også kan bruges til at finansiere en udbygning ved den nye Hospitalsby.
Læs også: Du kender MitID: I dag får danskerne en helt ny id-app