Ud med våde containere: Snart åbner nyt klubhus på Østre Havn

Der er store planer for Aalborg Cable Park på Østre Havn i Aalborg.
Et nyt klubhus er nemlig på vej – og ambitionerne rækker langt ud over blot flere kvadratmeter.
“Klubben har altid haft lidt ‘primitive’ forhold med skurvogne og ombyggede containere.
Efter at området har udviklet sig, passer det mere rå udseende ikke helt mere, selv om det havde sin charme,” siger formanden for Aalborg Cable Park, Jonas Malik Andersen.

Det nye klubhus skal være med til at løfte oplevelsen for både medlemmer og gæster – uanset om man er aktiv på vandet eller besøger området.
Et socialt sted – med varme
I dag er faciliteterne pressede, men fremover bliver der blandt andet plads til bedre omklædning, opholdsrum og nye funktioner.
Blandt de største forbedringer er en ny, stor sauna med plads til markant flere mennesker, ligesom alt udlejningsudstyr flyttes indenfor, så det kan tørre ordentligt.
“Sidst men ikke mindst er det bare rart at have et sted med varme – sågar gulvvarme og ordentlig isolering,” siger Jonas Malik Andersen.
Ambitionen er ikke kun at bygge større – men også bedre.

Klubhuset bliver tænkt som et naturligt samlingspunkt, hvor fællesskabet kan fylde endnu mere, og hvor man har lyst til at blive hængende – også uden for sæson.
“Det er Norhli, som er bygherre og dem vi kommer til at leje ejendommen af, når den står færdig. Og så har Aalborg kommune støttet med nogle ekstra midler for at kunne nedsætte vore fremtidige husleje,” fortæller formanden og tilføjer at klubben har modtaget midler fra ANTV-fonden til indretning af klubhuset.
Et kæmpe løft af området
Projektet er en del af den fortsatte udvikling af Østre Havn, hvor nye boliger, byrum og oplevelser skyder op.
Her indtager kabelparken en efterhånden central placering i et område, der på få år er vokset sammen med resten af midtbyen.
Og der er flere ting på vej omkring klubhuset.
I nabobygningen åbner Restaurant Nam, som flytter fra Vesterbro og bliver en del af det voksende liv på Østre Havn.

Aalborg Cable Parks nye klubhus blev vist frem i går, torsdag, hvor klubben holdt officiel åbningsdag af den nye sæson.
Den officielle ibrugtagning er planlagt til midten af april.
Læs også: På tre måder: Her kan du få All You Can Eat-flæskesteg