Nyt i Mia-sagen: Politiet har fastlagt forløbet for drabsnatten
Efterforskningsarbejdet er stadig i fuld gang i forbindelse med drabet på 22-årige Mia Skadhauge Stevn, der forsvandt efter en bytur i Aalborg 6. februar tidligere i år.
Hun blev den 12. februar, cirka en uge efter sin forsvinden, fundet død i Dronninglund Storskov.
En 36-årig mand er i øjeblikket varetægtsfængslet for drab, mens en anden (der tidligere var sigtet) er blevet renset.
Siden februar har politiet ikke meldt noget nyt ud i sagen, men i stedet koncentreret sig om det massive efterforskningsarbejde.
Men nu fortæller de lidt nyt om sagen.
Vicepolitiinspektør Frank Olsen fra Nordjyllands Politi fortæller til TV2 NORD, at han naturligvis ikke kan offentliggøre yderligere detaljer om efterforskningen men, at de nu har et ret godt billede af, hvad der er sket på drabsnatten.
Mangler stadig svar på prøver
Selvom man nu har et godt billede af forløbet, så er efterforskningen stadig i fuld gang.
“Vi mangler svar på prøver, som er taget på nogle af de effekter, der har forbindelse til drabet,” siger Frank Olsen til TV2 NORD.
Politiet forventer først at være færdige med efterforskningsarbejdet i løbet af efteråret.
Når efterforskningen er overstået, vil sagen blive overdraget til politiets jurister, der skal skrive et anklageskrift og sætte dato på, hvornår sagen skal for retten.
Ifølge Frank Olsen kommer sagen for retten i løbet af foråret 2023.