Perfekt placering: Nyt apotek buldrer frem
Siden åbningen 1. november har det nye Universitets Apotek i Føtex Aalborg Øst oplevet en markant fremgang.
Kundetallet er steget uge for uge, og i dag er der travlhed bag disken.
“Det går virkelig godt,” fortæller apoteker Ihab Eleyan.
Apoteket er det tredje i rækken for Ihab Eleyan, der også står bag apotekerne i Storvorde og ved Meny Skalborg Bakke.
Og placeringen i Aalborg Øst har vist sig at være særdeles attraktiv.
“Vi ligger tæt på det nye supersygehus og i den største Føtex i området.
Samtidig sker der en stor udvikling herude med mange nye boligbyggerier, så vi forventer kun, at der kommer endnu flere kunder,” siger han.
Fokus på service og trivsel
Hos Ihab Eleyan er prioriteringerne klare: God service kommer først, og derefter kommer gode tilbud og produkter til skarpe priser.
“Men det vigtigste for mig er, at personalet har det godt. For det smitter af på deres service og dermed kundernes oplevelse,” siger han.

Derfor er der både frokostordning, rundstykker i hverdagen og lidt ekstra hygge om fredagen med kage eller slik.
Samtidig har han investeret i en robot på lageret.
Den skal ikke erstatte medarbejdere, men gøre hverdagen lettere.
“Det gør ventetiden kortere for kunderne og frigiver tid til andre opgaver for vores medarbejdere,” forklarer han.
Samtidig har han installeret en glasrude ind til robotten fra Føtex, så børn og andre interesserede kan følge med i dens imponerende bevægelser.

“Men det er mest blær,” siger han med et smil.
God hjælp bag skranken
En anden vigtig prioritet er faste ansigter bag skranken.
“Vi lægger vægt på genkendelighed, så kunderne møder de samme medarbejdere. Det skaber tryghed, og det er en del af den gode service her hos os,” siger apotekeren.
I dag er der typisk to faglærte og en elev på arbejde – suppleret med ekstra hænder ved behov.
Apoteket tilbyder blandt andet medicinsamtaler og vejledning i brug af inhalationsmedicin, og ambitionen er at hjælpe kunderne bredt.

“Vi vil gerne hjælpe med alt det, vi kan. Det handler om at give kunderne den bedste oplevelse hver gang,” siger han.
“Så er der nogen, der har brug for hjælp til noget, så hjælper vi med alt det, vi kan.”
Samtidig er der fokus på skarpe priser, hvor det er muligt.
“Man kan ikke give rabat på medicin, men vi matcher priser og laver tilbud på blandt andet vitaminer og cremer. På den måde er der ingen kunder, der kan føle sig snydt, når de handler her. Og sådan skal det være,” siger Ihab Eleyan.
Selvom Ihab Eleyan har stor succes med alle sine apoteker, har han ikke planer om at åbne flere.
“Jeg går efter kvalitet frem for kvantitet. Det er vigtigt for mig at være til stede og have fokus på de apoteker, vi har,” siger han.
Universitets Apotek ligger på Niels Bohrs Vej 44 i Aalborg Øst.
Det har åbent mandag til fredag klokken 9-17.30 og lørdag klokken 9-13.
Læs også: Stor åbningsfest: Sticchi’s afslører åbningsdato