Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nye forhold og åbningstider: Alle Aalborgs biblioteker og bogbusser genåbner i morgen

Af Michael Qureshi

Ligesom meget andet i Aalborg, så genåbner Aalborg Bibliotekerne ligeledes i morgen.

Det betyder, at du fra i morgen mandag den 18. maj igen kan låne bøger fra alle Aalborgs biblioteker og bogbusser. Det eneste sted, der ikke kan åbne, er servicepunktet i Haraldslund, da svømmehallen fortsat skal være lukket.

Det skriver man i en pressemeddelelse.

Meget er dog ikke helt som det plejer, da der er begrænsninger på, hvordan man kan bruge bibliotekerne i denne fase af genåbningen af Danmark.

Du vil udelukkende kunne komme på bibliotekerne i den betjente åbningstid og ikke de tidspunkter, hvor du tidligere har været vant til at kunne betjene dig selv.

På Hovedbiblioteket betyder det en åbningstid, der hedder mandag til torsdag kl. 10-19, fredag fra 10-18 og lørdag fra 10-15.

De andre biblioteker samt bogbussernes åbningstider finder du her. Du skal være opmærksom på, at der er lukket alle helligdage – første gang Kristi Himmelfartsdag den 21. maj.

Store dele af bibliotekerne er lukket for adgang

Da man ikke må tage ophold på bibliotekerne, betyder det, at store dele af bibliotekerne er lukket for adgang, så du har primært mulighed for at aflevere og hente reserverede bøger og andet biblioteksmateriale.

Du kan altså ikke gå på opdagelse blandt bogreolerne, ligesom du heller ikke har mulighed for at printe og kopiere, bruge pc’erne eller læse dagens avis.

Der vil også være en begrænsning på, hvor mange man kan lukke ind på bibliotekerne ad gangen.

Så den kø-kultur, du har lært at omgås andre med de sidste par måneder, skal du være forberedt på at tage med dig på biblioteket, da der sandsynligvis vil være en del trafik fra starten.

“Lige nu er vi i fuld gang med at opsætte spritdispensere, afspærre, sætte skilte op og få sat vagtplanerne sammen, så vi trygt og roligt kan tage imod vores biblioteksgæster på mandag.

Vi glæder os til, at der igen kommer gæster på biblioteket, og at vi kan låne bøger ud – om end det er en noget uvant situation,” fortæller Bibliotekschef Kirsten Boelt.

Nye forhold og åbningstider: Alle Aalborgs biblioteker og bogbusser genåbner i morgen

Frit lejde for aflevering

Bibliotekerne har sørget for, at alle der har bøger, som skal afleveres, har frit lejde indtil den 6. juni 2020.

Der bliver dermed ikke lagt gebyrer på de bøger, der har overskredet afleveringsfristen inden da.

Derfor behøver du heller ikke at stå klar til at aflevere dine bøger, når bibliotekerne åbner mandag formiddag.

“Vi opfordrer til at komme forbi dit bibliotek og aflevere i god ro og mag, en dag, hvor det passer ind. Så undgår vi alt for lange køer.

Hvis du har reserveret bøger, vil vi bede dig tjekke, om du stadig har brug for bogen. Hvis ikke, opfordrer vi til at slette din reservering, så vi hurtigt kan få hentet de bøger frem, som andre går og venter på,” skriver man i pressemeddelelsen.

Del artikel

Andre læser også