Nye datoer tilføjet: Besøg Rakkerens Hule på populær byvandring

Gemt under Algade ud for Aalborg Historiske Museum finder man Rakkerens Hule, der er noget helt unikt i byen.
På de populære Forbrydelse og straf-byvandringer, hvor du får historier om alt fra hekse, røvere og mørke fangehuller til prostitution, rufferi og skumle værtshuse, kan du helt eksklusivt komme ned i den historiske hule.
Byvandringerne denne sensommer er blevet udsolgt på rekordtid, men nu er der godt nyt.
Aalborg Historiske Museum har netop sat nye datoer i salg, så du nu kan booke til følgende datoer: 17. september, 23. september, 24. september, 30. september, 1. oktober, 7. oktober og 8. oktober.
Du kan allerede booke lige her.
Et helt særligt fangehul
Byvandringen begynder med et eksklusivt besøg i netop Rakkerens Hule.
Oprindeligt er der tale om kælderen i middelalderens Vesterport, som nævnes første gang i 1440. Den mistede dog allerede sin funktion som byport i midten af 1500-tallet, men frem til 1700-tallet blev kælderen brugt som fangehul for såkaldte uærlige fanger, hekse, tiggere, byens rakker og andre småkårsfolk.
Deraf navnet Rakkerens Hule, som stadig i dag bruges om kælderen.
Derefter fortsætter turen til blandt andet Gammeltorv, hvor bødlen halshuggede forbrydere i middelalderen, og til Gabels Torv, hvor byens arrest lå fra 1861 og frem til 1947.
Arresten blev nedrevet i slutningen af 1960’erne i forbindelse med opførelsen af et nyt Føtex-varehus, men den gamle retsbygning ligger stadig på hjørnet af Gabels Torv og fungerer i dag som landsret.
På byvandringen får du også historien om prostitution og rufferi i Aalborg – blandt andet om det skumle værtshus Kridtpiben, hvor prostituerede holdt til i 1800-tallet, og om dengang Aalborg blev kendt under de knap så flatterende avisoverskrifter som ”Danmarks Sodoma” og ”Den usædeligste By i Landet”.
Besøget i Rakkerens hule er ikke for gangbesværede, og turen ned i kælderen foregår på eget ansvar.
Billetter til byvandringen koster 100 kr. og du finder mere info lige her (OBS: Billetterne plejer at ryge hurtigt)