Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Bliv gift på et kvarter: Nye datoer for drop-in bryllupper i Vor Frue Kirke

Af Aske Bisgaard Pedersen

Hurtigt ind, hurtigt ud. Sådan er det ikke med et typisk bryllup – men det kan dog alligevel lade sig gøre.

For hvis man ikke ønsker at blive viet på rådshuset, men samtidig synes, at lange taler og adskillige salmer til et klassisk kirkebryllup er i overkanten, så er der mulighed for et lynbryllup på udvalgte datoer.

Datoer for 2023

De såkaldte drop-in bryllupper i Vor Frue Kirke har været en stor succes i flere år, og nu er de klar med nye datoer for 2023.

Her tropper man altså op og lader sig kirkeligt vie af en præst på blot et kvarter.

Ingen store taler, ingen kæmpe fest og ingen store udgifter: Bare dig og din udkårne.

Datoer for drop in-bryllup i 2023:

  • Torsdag d. 23. februar
  • Fredag d. 16. juni
  • Fredag d. 25. august
  • Fredag d. 22. september

Sådan foregår det

Én af jer skal være medlem af folkekirken, når I melder jer hos Vor Frue Kirke.

“På selve dagen skal I møde i kirken 30 minutter før jeres vielse, hvor I har en samtale om, hvordan det kommer til at foregå, med den præst, som skal vie jer.

Under samtalen har I mulighed for at vælge salmer fra et “salme menukort”. Hvis I har et musik- eller sangnummer, som I gerne vil have streamet fra kirkens anlæg, er det også muligt, og skal aftales under jeres samtale med præsten,” lyder det på Vor Frue Kirkes hjemmeside.

Man er velkommen til at invitere venner og familie med til drop-in-vielsen.

Efter vielsen bliver man fulgt ud som ægtepar af en brusende bryllupsmarch fra orglet, og bagefter bydes der på friske bobler for at fejre jeres ægteskab.

Prøvelsesattest

Det eneste, der kræves for at blive gift, er en prøvelsesattest og to vidner. Ved kirkelig velsignelse skal I medbringe vielsesattesten.

Inden vielsen skal I fremsende jeres prøvelsesattest, samt navn og adresse på to vidner. Vidnerne skal være fyldt 18 år og skal være tilstede under vielsen i kirken.

Ønsker man at komme alene, stiller kirken gerne vidner til rådighed.

For at få udstedt en prøvelsesattest skal I udfylde en ægteskabserklæring på borger.dk her. Herefter får I via NemID tilsendt prøvelsesattesten, som I skal medbringe på selve vielsesdagen.

OBS: Det kan tage op til 14 dage at få prøvelsesattesten fremsendt – så vær i god tid med papirarbejdet.

Er du/ I udlændinge og ønsker I at blive gift i Danmark, gælder der særlige regler, som I kan få oplyst ved kontakt til Familieretshuset.

Få mere info her.

Del artikel

Andre læser også