Bliv gift på rekordtid: Nye datoer for drop-in bryllup i 2024
Et nyt år, en ny mulighed for at blive gift med din udkårne.
Har I ikke behov for en lang ceremoni, men ønsker I stadig at blive kirkeligt gift, kan I smutte forbi Vor Frue Kirke til et såkaldt “drop-in bryllup”.
Datoer for drop in-bryllup 2024:
- 24.02.2024 (lørdag)
- 10.05.2024 (fredag)
- 14.06.2024 (fredag)
- 23.08.2024 (fredag)
- 27.09.2024 (fredag)
- 18.12.2024 (onsdag – I får sølvbryllup en lørdag i 2049)
Sådan foregår det
Jeres bryllupsritual er det samme som til en almindelig vielse i kirken. Men der er ikke en personlig tale til jer. Selve højtideligheden tager ca. 20-25 minutter.
Drop in-bryllup er også for jer, der i forvejen er viet og ønsker en kirkelig velsignelse. En kirkelig velsignelse kræver ingen prøvelsesattest eller vidner.
Én af jer skal være medlem af folkekirken, når I kontakter kontoret på telefonnummer 96311180.
Inden vielsen skal I fremsende jeres prøvelsesattest, samt navn og adresse på to vidner. Vidnerne skal være fyldt 18 år, og skal være tilstede under vielsen i kirken.
På selve dagen skal I møde i kirken 30 minutter før jeres vielse, hvor I har en samtale om, hvordan det kommer til at foregå, med den præst, som skal vie jer.
Under samtalen har I mulighed for at vælge salmer fra et “VALG AF MUSIK-menukort”.
I må meget gerne invitere venner og familie med til drop in-vielsen. Ønsker I at komme alene, stiller kirken gerne vidner til rådighed.
Efter vielsen bliver I fulgt ud som ægtepar af en brusende bryllupsmarch fra orglet.
Læs mere om drop-in bryllupperne her.