Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stadig fart på Spritten-bydel: Nye boliger solgt og udlejet på rekordtid

Af Michael Qureshi
Nye moderne højhuse skyder op på den gamle Spritfabrikgrund. Lige ud til havnefronten og med en fantastisk historie at bygge videre på.  Erik Fals A/S har stået for at installere Siedle dørtelefoner og låse.
Nye moderne højhuse skyder op på den gamle Spritfabrikgrund. Lige ud til havnefronten og med en fantastisk historie at bygge videre på. Erik Fals A/S har stået for at installere Siedle dørtelefoner og låse.

Aalborgs nye bydel Spritten begynder for alvor at tage form, og nu står de tre første bygningskomplekser klar til indflytning.

Interessen for både eje- og lejeboliger på Spritten har været enorm, og senest er stort set alle lejligheder i Jubilæumshuset blevet udlejet på under en måned.

Den seneste uge har dog været en smule turbulent, efter det kom frem, at Spritten A/S med Martin Nielsen som frontfigur satte deres projekt i bero efter optrapning af en konflikt med Aalborg Kommune. Du kan læse om den sag her.

Det har fået mange til at tro, at hele Spritten ikke bliver til noget, men det gør den altså.

Stadig fart på Spritten-bydel: Nye boliger solgt og udlejet på rekordtid
Foto til Publicity fra Spritten i Aalborg.

Interesse overgår alle forventninger

Byggeriet af Aalborgs nye bydel Spritten skrider planmæssigt frem, og nu står de første tre boligkomplekser indflytningsklar.

Interessen for lejeboligerne overgår alle forventninger hos udlejningsvirksomheden Lejeboligmægleren, som blandt andet har været ansvarlig for udlejningen af det seneste byggeprojekt Jubilæumshuset.

“Interessen for at bo i området ved Spritten har været tårnhøj, og særligt lejeboligerne i Jubilæumshuset har været ekstraordinært eftertragtede.

Det betyder blandt andet, at vi har haft rygende travlt med fremvisninger, siden boligerne kom på markedet i slutningen af marts, hvilket konkret har resulteret i 35 underskrevne lejekontrakter allerede inden for den første måned.

Vi forventer at have de resterende to boliger udlejet inden 1. juli,” fortæller Christian Munch, som er adm. direktør hos Lejeboligmægleren.

De populære boliger i Jubilæumshuset, som er opkaldt efter Aalborg Jubilæums Akvavit, der blev lanceret på spritfabrikken i Aalborg i 1946 for at markere Aalborg Taffel Akvavittens 100 års jubilæum, er fordelt på syv etager og består af både 2- og 3-værelses lejeboliger.

De første beboere flyttede ind i Jubilæumshuset den 1. juni 2021.

Efterspørgsel sætter skub i fremtidige byggerier

Foruden Jubilæumshuset rummer Spritten foreløbigt byggerierne Taffeltårnet og Høkergården, som begge har været indflytningsklar siden februar.

Også her har der været stor efterspørgsel på både leje- og ejerboliger, hvoraf flere er blevet solgt eller udlejet på rekordtid.

Den store interesse for boligerne på Spritten resulterer nu i, at A. Enggaard, som står bag udviklingen af Spritten, nu er gået i gang med at planlægge opstarten af de kommende byggerier i området.

“Den positive salgs- og udlejningssituation, som vi oplever ved de eksisterende projekter på Spritten, har i den grad sat skub i planerne for de fremtidige byggerier.

Derfor arbejder vi også i øjeblikket målrettet på at kunne igangsætte de kommende projekter i området inden for den nærmeste fremtid,” forklarer Morten Løgsted, som er projektudviklingschef i A. Enggaard.

Større byudvikling i gang

Sideløbende med boligbyggeriet er man desuden i gang med en større udvikling og omdannelse af områdets fredede industribygninger.

Her skal Fonden Artcenter Spritten åbne et nyt og ambitiøst kunstcenter i slutningen af 2024 med verdens største kunstværk i glas, Cloud City Aalborg, af den internationalt anerkendte argentinske kunstner Tomás Saraceno.

I de resterende industribygninger opfører erhvervsmand Martin Nielsen efter planen et hotel, et nanobryggeri og en brewpub i samarbejde med Carlsberg, men udviklingen heraf er som nævnt i øjeblikket sat i bero på ubestemt tid.

Del artikel

Andre læser også