Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nye anbefalinger om corona-tests: Her kan du blive testet i Aalborg

Af Jens Erik Møller

Coronaen har været en del af vores allesammens hverdag i næsten et år nu, men alligevel udvikler situationen sig hele tiden i nye retninger for os alle – og vores hverdag.

På det seneste corona-pressemøde onsdag aften, hvor de nuværende restriktioner blev forlænget til foreløbig 7. februar, kom der også en klar opfordring til danskerne fra justitsminister Nick Hækkerup:

”Alle, der møder fysisk på arbejde og der omgås andre, bør lade sig teste en gang om ugen – også selv om man ikke har symptomer.”

Selvom mange af os arbejder hjemmefra, så er det ikke os alle, der kan det. Og hvad gør man så?

Der er to måder, at blive testet på.

De såkaldte PCR tests, der kræver en tidsbestilling på www.coronaprover.dk, og hvor der går op til 48 timer, inden man får et svar, og så er der hurtigtestene (antigentest), som ikke kræver en tidsbestilling først, og hvor du får et svar i løbet af et kvarter.

Sidstnævnte er dog mindre pålidelige og kan give et falsk negativ-svar.

Testcenter på Håndværksvej

Går du ind på www.coronaprover.dk kan du selv vælge hvor, du vil lade dig PCR-teste. I Aalborg kan du vælge Testcenter Danmark på Håndværksvej 24C, 9000 Aalborg.

Der oprettes ligeledes midlertidige teststeder, hvis der er et højt smittetryk. Det er derfor muligt at booke en tid på www.coronaprover.dk til en test på Trekanten i Aalborg Øst den 16. og 17. januar i tidsrummet 9.00-17.00.

Der har tidligere været mulighed for at blive testet ved AKKC, men det er ikke muligt pt. (fredag 15. januar 2021) at booke tid til test der, da testcenteret lukker igen ved udgangen af uge 2 – Men åbnes der igen, vil det fremgå på www.coronaprover.dk.

Hurtigtests i Gigantium, Falck Nørresundby og Aalborg Lufthavn

Kan man ikke vente på et testsvar fra en PCR test, så kan du få en hurtigtest. Den kan du få foretaget flere steder i Aalborg-området: Gigantium, Willy Brandts Vej 31, 9220 Aalborg Ø og ved Falck, Jørgen Berthelsens Vej 30, 9400 Nørresundby.

Begge steder er åbningstiden mandag-søndag kl. 9.00-20.00. Det er gratis, og du behøver ikke at bestille tid på forhånd. Det er bare at møde op.

Endelig er der også muligt at blive hurtigtestet i Aalborg Lufthavn, Ny Lufthavnsvej 100 i Nørresundby. Her er det dog – modsat Gigantium og Falck i Nørresundby – påkrævet, at du reserverer tid til test, før du møder op.

Det kan du gøre her.

Testcenter i Freja Hallen for virksomheder

I Freja Hallen har det private testcenter fra Efas faciliteter til virksomheder, der ønsker deres medarbejdere testet.

Der er rigtig gode indendørs faciliteter i den 1400 kvm store Frejahal, hvor der også er gode muligheder for parkering lige ved indgangen.

Det er en lyntest, så du har svar allerede efter ca. 15 minutter, hvilket er et godt alternativ til de gratis test, hvor der lige pt er længere ventetider.

du kan læse mere her www.efas.dk)

Hvor: Vestre Fjordvej 15, 9000 Aalborg – Frejahallen

Det er dog ikke i alle situationer, at du kan nøjes med en hurtigtest, selvom den selvfølgelig er bedre end ingen test. Ifølge Region Nordjylland bør du fravælge hurtigtesten  i følgende situationer:

  • Hvis du har milde symptomer eller svære symptomer på COVID-19
  • Er nær kontakt til en smittet
  • Hvis du skal testes forud for en undersøgelse eller indlæggelse
  • Hvis du skal testes som en del af en screening på et afsnit/afdeling, hvor der er et udbrud

I disse tilfælde skal du fortsat bestille tid på www.coronaprover.dk og testes med den sædvanlige PCR test.

Husk, at du altid – ligegyldigt hvilken test, du vælger – skal bruge mundbind, medbringe det gule sundhedskort samt holde god afstand i køen.

Del artikel

Andre læser også