Fylder 75 år: Nyd en gratis Irish Coffee i Aalborg i morgen

Skrevet af: Redaktionen
PR-foto
PR-foto

Danmark føles som en kæmpe dybfryser i disse dage med temperaturer under frysepunktet.

Så hvad med at skyde weekenden i gang med en gratis Irish Coffee?

I morgen fredag d. 25. januar 2019 hylder kaffeglade whiskeyconnaisseurs den irske kaffe landet over, når lokale barer i hele landet serverer gratis Irish Coffee.

Det gør de for at fejre den varme drink, der i år har 75-års fødselsdag. Så tag dine kaffeglade venner under armen, få varmen og nyd en gratis Irish Coffee i Aalborg mellem kl. 18.00 og 19.00.

I Aalborg er det Café Frederiksberg og The Irish House, som er med på fødselsdags-fejringen. Det er Tullamore D.E.W. whisky-brandet, der står bag initiativet i Danmark.

Det er 75 år siden, at flypassagerer for første gang kunne varme sig på en kaffe med whiskey – den opskrift, der senere skulle blive til Irish Coffee, som man  kender den i dag.

Historien om Irish Coffee

Den populære Irish Coffee med Tullamore D.E.W. stammer helt tilbage fra vinteren 1943-44, hvor et fly måtte lande på vandet ved Foynes Lufthavn i Irland.

De kolde passagerer blev sejlet i små, åbne både til lufthavnen, hvor de varmede sig på irsk whiskey i deres kaffe.

En takkede kokken for den vidunderlige kaffe og spurgte, om han brugte brasiliansk kaffe, men han svarede: “Nej, det er irsk kaffe!”

Irish Coffee blev den traditionelle velkomstdrink i lufthavnen, og da en journalist fortalte sin ven, ejeren af Buena Vista Cafe i San Fransisco, om den varme drik, skabte de den opskrift, vi kender i dag – med kaffe, sukker og letpisket fløde.

På Buena Vista Cafe serverer man stadig op til 2000 Irish Coffees om dagen. Og de serverer den stadig med Tullamore D.E.W. – den originale whiskey til Irish Coffee.

Hvad: Gratis Irish Coffee
Hvornår: Fredag d. 25. januar 18-19 – udskænkes efter først til mølle
Hvor: Café Frederiksberg, Hadsundvej 1
The Irish House, Østerågade 25

International triumf: 17-årige Valdemar vinder kæmpe Formel 4-løb

Skrevet af: Michael Qureshi

17-årige Valdemar Eriksen, der har sin skolegang i Aalborg, kørte i weekenden tredje afdeling af det spanske F4-mesterskab på den 4,4 km lange Formel 1-bane Circuito de Jerez i Spanien.

Valdemar startede P6, men kørte et fejlfrit løb med en super start og gode overhalinger, og kunne dermed køre over stregen som vinder.

Det spanske Formel 4-mesterskab er ét af de største og hårdeste i verden med 20 kørere og top-10 kørte i dagens løb alle deres hurtigste omgang indenfor en tiendedel af et sekund af hinanden, hvilket bevidner, at konkurrencen er vanvittig tæt.

Var uheldig lørdag – men kørte sig til tops søndag

Valdemar fik en kanonstart på Løb 1 lørdag eftermiddag og lå P5 efter kun 2 omgange, men da en forankørende bremsede uventet tidligt, ramte Valdemar ham desværre og endte i gruset.

I løb 2 søndag eftermiddag startede Valdemar P6, fik en god start igen, og overhalede sig stille og roligt gennem feltet indtil han 2 omgange før det ternede flag overhalede sig til P1 og opbyggede et forspring på et sekund inden han krydsede stregen som vinder.

MP Motorsport har siddet på stor set alt denne sæson, og med 7 kørere i feltet, har det været svært. Valdemar viste dog i dag, at når teamet og ham selv rammer det hele rigtigt, er de ikke urørlige.

En fantastisk sejr

“Jeg er så glad, at jeg næsten ikke kan være i mig selv.

Jeg har været ramt af så meget uheld denne sæson, ikke mindst i sidste weekend, hvor jeg blev kørt af banen fra en sikker sejr kun én omgang før slutflaget, til jeg igen endte i gruset i går.

Så er det bare ekstra fedt at kunne give drengene, teamet og mine sponsorer sådan en fantastisk sejr,” lyder det fra Valdemar Eriksen, der har en masse lokale sponsorer i Aalborg og omegn.”

Han fortsætter

“Jeg har været på podiet en del gange i MRF Challenge, men det her er min første internationale sejr.

Det var en hel speciel følelse at køre først over stregen med mit team hængende udover banen og juble og selvfølgelig at høre ”Der er et yndigt land” fra øverste trin på podiet og med Dannebrog ved min side, er noget jeg aldrig glemmer.”

Tak til dem der støtter

Han slutter af med en stor tak til dem, der støtter ham hele vejen rundt.

“Jeg vil gerne sige en stor tak til mine sponsorer i VER Business Club, stor tak til min drivers coach Benjamin Bailly, til min race engineer Edgar Pastrana, Torben Keller min fysiske træner, Carsten Oldengaard min mentaltræner og hele Team DRIVEX.”

Der bliver ikke tid til at hvile på laurbærrene for Valdemar, for allerede i næste weekend køres 4. afdeling af mesterskabet i Valencia.

Politiet varsler: Stor hastighedskontrol over hele landet

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen
Foto: Niclas Jessen
Foto: Niclas Jessen

Politiet landet over gennemfører fra i dag, mandag den 21. september, til søndag den 27. september 2020 en målrettet indsats mod hastighedsovertrædelser.

Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

For høj fart øger risikoen for en ulykke markant og skaber utryghed hos andre trafikanter, og selv en lille overskridelse kan få fatale følger.

Det er både de store og de mindre hastighedsoverskridelser, som politiet vil notere. I 62 procent af de dødsulykker, hvor farten spiller en rolle, er det nemlig en mindre hastighedsoverskridelse, der er en medvirkende årsag.

”Hvert år bliver politiet kaldt ud til utallige trafikulykker, der kunne have været undgået, hvis trafikanterne havde overholdt fartgrænserne. Trafikulykker, der i nogle tilfælde får en tragisk udgang og i andre tilfælde mærkes de implicerede for livet.

Derfor er hastighed et meget vigtigt indsatsområde, og vi prioriterer fartkontrol på vejene for at redde liv og skabe tryghed for dem, der færdes i trafikken”, siger Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter og fortsætter:

”Selv en lille hastighedsoverskridelse har stor betydning for bremselængden.”

Hvorfor indsats mod hastighed?

  • Der er en klar sammenhæng mellem farten på vejene og antallet af dræbte og tilskadekomne.
  • For høj hastighed vurderes at være den hyppigste årsag til færdselsulykker med alvorlig tilskadekomst og dødsfald.
  • 2013 – 2018 omkom 403 personer i en trafikulykke, hvor mindst en af de involverede parter kørte for stærkt i forhold til hastighedsgrænsen eller forholdene. I 72% af ulykkerne var farten en medvirkende årsag til, at ulykken opstod. I de sidste 28% var farten årsag til, at ulykken blev med dødelig udgang. (kilde: Rådet for Sikker Trafik)
  • Ved 80 km/t. kører du ca. 33 meter mens du reagerer, og efter ca. 64 meter holder du stille. Kører du 95 km/t. bruger du yderligere 19 meter på at holde stille ved maksimal bremsning af køretøjet.
  • Hvis 2 bilister kolliderer med 80 km/t., vil ulykken i 30% af tilfældene have dødelig udgang. Risikoen fordobles til 60% ved en hastighed på 90 km/t. (kilde: Rådet for Sikker Trafik)
  • Hvis en bilist rammer en fodgænger med 80 km/t. vil ulykken være fatal i 60% af tilfældene. Risikoen stiger til 80% ved 90 km/t. (kilde: Rådet for Sikker Trafik)
  • De fleste dødsulykker i trafikken sker på landeveje. 62% af dødsulykkerne på disse veje sker med en hastighedsoverskridelse på mindre end 20 km/t. 38% af dødsulykkerne sker med en overskridelse på mere end 20 km/t. (kilde: Rådet for Sikker Trafik)

 

 

Tæt tåge på vej: Pas på i morgentrafikken

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen

Vi kender alle den ultimative mandag morgen: Lidt forsinkede, lidt stressede, måske lidt uoplagte til en ny uge.

Og er du én af dem, der i forvejen ikke er den helt store mandagsfan, så burde du nok allerede du sætte vækkeuret en anelse tidligere end normalt; en tæt tåge rammer nemlig det meste af landet i morgen, og kan muligvis skabe problemer i mandagstrafikken.

I hvert fald har DMI udsendt et varsel, der advarer mod tågen, der forventes at give en sigtbarhed på under 100 meter. Tågen starter allerede i nat og ventes at ophøre mandag inden kl. 9.

“Fra sted til sted vil det være forskelligt, hvornår tågen kommer, og hvornår den letter. Desuden vil tætheden af tågen variere i løbet af natten.

Tæt tåge kan give problemer i trafikken, så kør forsigtigt.” skriver DMI.