Klar, parat, bag: Bage-webshop holder Åbent Lager i weekenden

Siden den første sæson af Den Store Bagedyst løb over skærmen i 2012, er interessen for at bage brød, lave flotte kager og temperere chokolade vokset og vokset i Danmark.
Uanset om du ser dig selv som den næste Mette Blomsterberg, eller du bare elsker at bage til familie og venner, så har vi en DEJlig nyhed til dig.
For på lørdag, den 30. oktober, holder Nyborgs-Room.com Åbent Lager i lokalerne i Svenstrup fra klokken 10.00 – 13.00.
Nyborgs Room er en af landets førende webshops inden for bageudstyr, og det kommer til at gå helt i kage på lørdag … men heldigvis på den gode måde.
“Normalt sælger vi kun via webshoppen, men engang imellem åbner vi dørene til alle dem, der gerne vil se og røre, inden de køber.
Jeg har 375 kvadratmeter lager fyldt med bageudstyr og råvarer til alle, der elsker at bage kage og brød eller lave chokolade og andre søde sager,” fortæller ejer Pia Nyborg til MigogAalborg.

Over 4000 forskellige varer
Det åbne lager bliver et rent slaraffenland for alle, der elsker at bage og være kreativ – med fx. fyldte chokolade.
“Jeg har på den anden side af 4000 forskellige slags varer, som man kan købe. Vi snakker alt lige fra bageenzymer til mel, forme til brød og kager, chokolade, kagepynt, bolcher – ja, jeg kunne blive ved,” fortæller Pia med et grin.
Pia har altid været glad for at bage, og idéen til webshoppen fik fart, da hun ville have en hjemmeside, hvor hun kunne gemme gamle familieopskrifter, så de ikke gik tabt.
“Så greb det lidt om sig med hjemmesiden opskrift-kage.dk, der hurtigt blev populær,” siger Pia.
Pia kunne se et potentiale i at have en webshop, der kunne tilfredsstille den voksende bagelyst blandt danskerne.
I 2017 blev passionen en levevej for Pia, da hun sagde sit daværende job op for at gå fuldtid på den voksende webshop, der fik navnet Nyborgs Room.
Siden er projektet blevet udvidet med en Facebook-gruppe, som i skrivende stund har knap 20.000 medlemmer. Her kan folk fra hele Danmark kan dele billeder af det, de går og laver og finde inspiration til det næste stykke bagværk.
Du kan parkere lige uden for døren
Til Åbent Lager kan du både betale med MobilePay og kort, og der er masser af parkeringspladser lige uden for døren. Da der er trapper, er det desværre ikke muligt at tilgå med barnevogn og rullestol.
Hvis du er forhindret på lørdag, kan du ånde lettet op.
Pia opdaterer nemlig løbende eventkalenderen, hvor man kan se, hvornår der igen er Åbent Lager. Den finder du her.
Hvor: Nyborgs Room, Jellingevej 5, 9230 Svenstrup
Hvornår: Lørdag d. 30. oktober fra kl. 10-13