God smag og hygge: Ny vinbar tilbyder en aften med vin og tapas
Nogle gange har man brug for at sætte sig med et (eller flere) glas god vin og diskutere verdenssituationen med sine venner.
I en by som Aalborg med en livlig restaurationsbranche er der mange solide bud på, hvor sådan en hyggelig seance kan finde sted, og elsker man – ligesom os – at udforske de forskellige muligheder, er vi klar med en anbefaling.
På Strandvejen 11 ligger 7773 Vinbar, som åbnede for små to uger siden, og her tilbyder de ganske særligt vin fra Ungarn med tilhørende tapas.
Det er indehaver Erik Kovacs ønske at dele sit hjemlands kultur i Aalborg, og det kendetegner også besøget på vinbaren, at man bliver meget klogere på Ungarn.
Lækker vin, mad OG man bliver lidt klogere på verden? Ikke en dårlig måde at spendere sin aften på.
Tre slags tapas
Som en del af vores besøg valgte vi deres Vin og Tapas pakke, hvor man kan “gå på opdagelse i spændende smage fra Ungarn,” som vinbaren skriver på deres hjemmeside.
Man vælger selv om smagsoplevelsen skal være fire glas hvidvin, rødvin, mousserende vin eller en blanding.
Med til de våde varer følger en tapasmenu, der er særligt sammensat alt efter, hvilken vin du foretrækker – dvs. at du får én slags tapas til hvidvin, én til rødvin og én til den mousserende slags.
Vi er lidt til det hele så vores valg faldt på to glas hvidvin og to glas rødvin og en tapasanretning, der komplementerer smagene fra hvidvinen.
Tapasanretningen bestod af Danablu, gedeost, mozarella, tre slags skinke, kapers, oliven, valnødder og vindruer.
Hertil fik vi hver især vores egen lille brødkurv med smør, hvilket fremkaldte stor begejstring fra flere af os.
“Så behøver vi ikke slås om det,” som én bemærkede.
Det lyder meget simpelt, men ost, kød, hvidt brød og nogle bitre smagsbomber i mundrette størrelser bliver helt himmelsk, når det serveres til vin.
Vinen vi fik serveret var med sommerlige undertoner, der passede rigtigt godt til den varme April-dag (nu afløst af regn og grå himmel).
Vi nippede bl.a. til hvidvinen Cserszegi Fuszeres, der duftede og smagte af hyldeblomst og en rødvin fra Ungarns nok mest kendte vinproducent Bock med smag af syrlig kirsebær.
Til hvert glas tilføjede tjeneren en lille fortælling om smagsnuancerne og placerede vinen geografisk i Ungarn, hvilket var et velkomment bidrag, når man som os ikke har det største kendskab til landet.
Gratis vin hver fredag
Planen er at de tre slags tapas, som vinbaren lige nu tilbyder, skal gøres selskab af en speciel ungarsk tapas på et tidspunkt.
Hvornår det bliver kan Erik Kovacs endnu ikke afsløre, men der er heldigvis andre nyheder som godt kan afsløres.
Hver fredag vil 7773 Vinbar nemlig tilbyde deres gæster et gratis glas vin.
Vinen udvælges af vinbaren og vil skifte hver fredag.
7773 Vinbar har åbent tirsdag til torsdag klokken 16.00 til 23.00 og 16.00 til 00.00 fredag til søndag. Mandag er de lukket.
Læs mere om 7773 Vinbar her.