Anlæg i Aalborg Zoo står tomt: Ny truet dyreart rykker ind
I mange år har Aalborg Zoo haft sorte kaimaner. Men nu er det slut.
Anlægget er derfor lige nu helt tomt, da dyrene er blevet fragtet til deres nye hjem.
Det er der en helt særlig grund til – og heldigvis skal det ikke være tomt længe endnu.
“Vi har besluttet at udfase sorte kaimaner. De var blevet alt for store til vores anlæg,” fortæller zoolog og naturbevaringsansvarlig Anette Sofie Warncke Nutzhorn til MigogAalborg og fortsætter:
“EAZA, der er en sammenslutning af zoologiske haver og akvarier, anbefalede, at man ikke havde fokus på den art, men tog de noget mere truede arter ind i stedet for.”
Ny sjælden dyreart
Derfor får Aalborg Zoo nu filipinske krokodiller, som der kun er cirka 250 tilbage af i naturen. Der rykker to filipinske krokodiller ind i anlægget, og umiddelbart bliver det en han og en hun.
“Vi skal lige have gjort klar. Det er en anden art. De er ikke helt så store, og de er mere vågne i det. Vi har lavet træningspladser i anlægget, så vi måske på sigt kan lave tjek af dem,” fortæller Anette Sofie Warncke Nutzhorn.
Aalborg Zoo kan ikke sige den præcise dato for, hvornår de filipinske krokodiller rykker ind, men de fortæller, at de gerne skulle komme snart.
De sorte kaimaner skal tilbage til den krokodillezoo på Falster, hvor de kom fra, før de flyttede ind i Aalborg Zoo.
Og det er med blandede følelser, at Zoo har vinket farvel til dem:
“Vi var den første zoo i verden, hvor det lykkedes at yngle med dem, så det er selvfølgelig specielt ikke at skulle have dem mere.”