Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Vintage vibes og bæredygtighed: Ny tøjbutik åbner på Danmarksgade

Af Nathalia Hentze Nielsen
Butik Aleta åbner i lokalerne, hvor Sarahs Saloner hidtil har holdt til.
Butik Aleta åbner i lokalerne, hvor Sarahs Saloner hidtil har holdt til.

Danmarksgade 35B har i en årrække huset den hyggelige tøjbutik Sarahs Saloner, der med sine farverige vinduesudstillinger har vendt mange hoveder.

Nu er det dog slut, og butikken overgår til nye hænder fra januar 2022.

Det er den 25-årige aalborgenser Frida Andersen, der overtager lokalerne og “lidt af konceptet”, som hun fortæller til MigogAalborg.

Den nye butik kommer til at hedde Butik Aleta, og selvom du vil finde nogle af de samme mærker, som også hang på stativerne hos Sarahs Saloner, vil Frida sætte sit helt eget præg på butikken med stort fokus på bæredygtighed, etik og tidsløst design.

“Jeg fortsætter med nogle af de samme mærker, der er hos Sarahs nu, men jeg vil øge fokusset på bæredygtighed og etik således, at alt det tøj jeg forhandler vil have bæredygtige tiltag.

Det er især i form af produktion og materialer, hvor jeg både går op i, at materialerne f.eks. er genbrugte, at vandforbrug minimeres, og at tøjet er produceret under ordentlige forhold,” forklarer den nye butiksejer.

Åbning i slut januar

Frida Andersen får nøglen til lokalerne i januar 2022, og hun regner med at kunne slå dørene op i slutningen af måneden.

Hvornår det helt præcist bliver er endnu uvist, men man kan holde sig opdateret på butikkens Facebook og Instagram.

“Når alt er på plads, vil jeg lave en stor markering af åbningen, og det bliver forhåbentligt i slutningen af januar.

Mit mål og min forhåbning er, at alle dem, der har været glade for Sarahs Saloner stadig vil komme forbi, og så håber jeg selvfølgelig også at en masse nye kunder vil få øjnene op for butikken,” siger Frida Andersen.

Med tøj i vintage inspirerede silhuetter, der ikke lægger sig op af trends – samt masser af farver – er det et tøjunivers, alle kan være med på uanset alder. Især hvis man også ønsker at være en bevidst forbruger.

Vintage vibes og bæredygtighed: Ny tøjbutik åbner på Danmarksgade
Butik Aletas logo.

“Jeg går selv meget op i tøj, og det er lidt et dilemma, når modebranchen er en af de mest forurenende brancher. Det er jo ikke altid, at man finder tøj i genbrug i de rigtige størrelser, så der skal være et alternativ,” uddyber hun.

Det alternativ kommer i form af mærker som King Louie, Very Cherry og SKFK, der er nogle af de produkter, der vil sælges i butikken.

Frida Andersen forklarer, at King Lou blander vintage stil med bæredygtig og etisk produktion, mens det spanske mærke SKFK f.eks. går meget op i at minimere CO2 udslip. Fælles for begge mærker er deres smukke og feminine tøjudvalg.

Navn fra Prins Valiant

Der kommer dermed smæk i farver og mønstre hos Butik Aleta, som vil have alt fra kjoler med 50’er snit til bukser med 70’er flair.

Vintage-stilen passer også godt i tråd med butikkens navn, som måske, måske ikke vil ringe en klokke hos nogle af vores læsere.

Aleta er navnet på dronningen af Tågeøerne, som er gift med hovedpersonen i tegneserien Prins Valant, og hvordan det relaterer til butikken og Frida er lidt en pudsig historie.

“Min mor har altid sagt, at hvis jeg var blevet født en dreng, skulle jeg hedde Valiant. Det navn passer ikke helt til butikken, og jeg synes heller ikke den skulle hedde Frida, så jeg bladrede gennem tegneserien og faldt over navnet Aleta i stedet,” siger Frida Andersen.

Følg med i Butik Aletas univers på Facebook og Instagram.

Del artikel

Andre læser også