Ny svindel i omløb: Tusindvis modtager falske parkerings-beskeder
Lige nu modtager mange aalborgensere beskeder, der angiveligt kommer fra APCOA og andre parkeringsselskaber.
Det er SMS’er, der nok ville få de flestes blodtryk til at stige.
For i SMS’erne står der, at du mangler at betale for din parkering – eller mangler at betale en parkeringsafgift. Der er også et link, du skal trykke på, for at få lov til at betale.
Beskederne ser meget troværdige ud, men vær opmærksom!
I virkeligheden er der tale om svindel, også kaldet phishing, hvor formålet er at lokke personlige oplysninger ud af modtageren.
Det kan for eksempel være betalingskortoplysninger, MitID-oplysninger eller andet.
MigogAalborg har derfor samlet en række råd om, hvad du skal gøre, hvis du modtager en SMS med betalingslink:
Borger.dk og Sikkerdigital.dk skriver følgende:
Du må aldrig udlevere dine oplysninger over e-mail, besked eller telefon, selvom afsenderen er overbevisende.
Det er derfor vigtigt at være opmærksom og bruge din sunde fornuft, når du modtager disse beskeder.
Svindlerne bliver stadig dygtigere, og beskederne kan være svære at gennemskue.
De bruger ofte virksomheders navne, logoer og formuleringer, som får beskederne til at fremstå ægte.
Husk derfor altid at tænke dig om en ekstra gang, inden du udleverer personlige oplysninger.
Her er et eksempel – dette er en SMS, som én af journalisterne ved MigogAalborg har modtaget:

Sådan spotter du en falsk besked
Ifølge Borger.dk er der flere faresignaler, du bør være opmærksom på, når du modtager sådan en besked.
Især telefonnumre kan være svære at gennemskue, da der kan manipuleres med dem, så de ser ud til at komme fra en anden, end de faktisk kommer fra.
De kan derfor være identiske med parkeringsselskabets nummer, men stadig være svindel.
Derfor bør du være opmærksom på følgende, når du modtager en besked:
– Beskeden skaber tidspres og opfordrer til hurtig betaling
– Du bliver bedt om at trykke på et mistænkeligt link, som fører til en ukendt eller mærkelig hjemmeside
– Der er stavefejl elller underlige formuleringer i teksten
– Beløbet virker tilfældigt
– Du kan ikke huske, at du har parkeret det pågælende sted eller ved pågældende firma
– Du bliver bedt om at indtaste betalingskortoplysninger, MitID-oplysninger eller andre personlige data

Gode råd om falske beskeder
Hvis du modtager en besked om manglende betaling for parkering, er der nogle ting, du kan gøre.
– Klik aldrig på links i beskeder, før du er helt sikker på, at afsenderen er rigtig.
– Indtast aldrig betalingskortoplysninger eller MitID-oplysninger via et link i en uopfordret besked
– Lad dig ikke presse af trusler om gebyr, inkasso eller juridiske konsekvenser uden først at undersøge nærmere på selskabernes officielle hjemmesider eller ved at kontakte dem
– Tjek altid oplysningerne direkte hos parkeringsselskabet via deres officielle hjemmeside eller app
– Log selv ind på din parkeringskonto i stedet for at klikke på linket i beskeden
– Kontakt parkeringsselskabet, hvis du er i tvivl om beskedens ægthed
– Slet beskeden, hvis den viser sig at være falsk
– Hold øje med din bankkonto, hvis du ved en fejl har klikket på et mistænkeligt link.
– Forhør dig hos dine nærmeste, hvis du selv har svært ved at finde ud af det.

Har du allerede klikket på linket?
Hvis du har indtastet kortoplysninger eller andre følsomme oplysninger, bør du straks kontakte din bank og få spærret dit kort.
Har du brugt MitID på en mistænkelig side, bør du kontakte MitID-support og følge deres vejledning
Husk at ingen banker eller offentlige myndigheder uopfordret vil bede dig om personlige oplysninger via e-mail, beskeder eller opkald.
Vær derfor skeptisk over for beskeder, der kræver hurtig handling og som har et link, de vil have dig til at trykke på.
Hvis du har spørgsmål angående din digitale sikkerhed, kan du kontakte Cyberhotline for digital sikkerhed, som kan hjælpe med vejledning og råd.
De kan ringes til på 33 37 00 37.