Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ny spilafgift: Legendarisk nordjysk TV-bingo er lukningstruet

Af Emil Kjær Jørgensen

Danmarks ældste underholdningsprogram, SIFA TV-Bingo, er truet på sin eksistens på grund af ny lov om afgifter af spil, der træder i kraft til nytår.

Her stiger afgiften 40 procent, og det vil i praksis fjerne hele overskuddet, der går til 212 idrætsforeninger i Aalborg.

Det skriver SIFA TV-Bingo i en pressemeddelelse.

TV-Bingo gennem 35 år

1. januar 2021 træder en ny lov i kraft for selskaber, der beskæftiger sig med væddemål og/eller online casinospil.

Afgiften af den såkaldte bruttospilleindtægt stiger fra 20 til 28 procent, og stramningen har til formål at reducere forbruget af spil og mindske problemer med ludomani.

Det rammer SIFA TV-Bingo, der i 35 år har leveret bingo via TV:

“Vi er de eneste i Danmark, der sender bingo via TV, og vi er fejlagtigt kategoriseret som formidler af væddemål og/eller online casinospil.

Skatteministeriet har ganske enkelt ikke en kategori til sådan nogle som os, og derfor mener vi, at det er en fejl, at vi også rammes af denne ekstra afgiftsforhøjelse. Det vil ganske enkelt tage livet af os,” forklarer SIFAs bestyrelsesformand Ole Nielsen.

Afgiften beregnes af bruttospilleindtægten, og fordi SIFA TV-Bingo naturligvis har udgifter til TV-produktion, skal SIFA også betale afgift af den del af indtægterne, som går til TV-produktion. Derfor rammer afgiften særlig hårdt:

“Vi har igennem 35 år sendt vores overskud direkte videre til idrætsforeningerne. Vi har vist samfundssind og støttet op om idrætsforeningerne, som nu mere end nogensinde lider økonomisk; det slutter altså nu, hvis ikke politikerne kan tales til fornuft.

Det håber jeg naturligvis, at de kan, for det her giver ingen mening,” pointerer Peter Skram, der er TV-vært for programmet og kontorchef i SIFA.

Han fortsætter:

“Vi respekterer til enhver tid den gældende spillovgivning og de gode hensigter bag, men en bingoplade til en hel times underholdning koster 25 kroner så vi bidrager næppe til ludomani.

Samtidig er SIFA TV-bingo dagens højdepunkt for mange ældre og lidt sårbare TV-seere, som lige nu er mere socialt isoleret end nogensinde, og vi forstår ikke, hvis TV Bingo skal stoppe på et misforstået grundlag hos Skattestyrelsen.”

Ole Nielsen og Peter Skram har i et høringssvar til Skatteministeriet foreslået, at SIFA TV-Bingos afgift forbliver på 20 procent, eller at SIFA TV-Bingo kan fratrække tv-produktionsomkostninger før afgiftsberegning.

Begge forslag vil sikre, at eksistensgrundlaget bevares, og at SIFA TV-Bingo fortsat kan sende TV-bingo en time hver dag på TV-kanalen DK4.

Ole Nielsen og Peter Skram vil i de kommende uger alliere sig med blandt andre nordjyske MF’ere og lokalpolitikere i Aalborg. Sideløbende er en underskriftsindsamling blandt SIFA TV-Bingos seere iværksat på Facebook.

Om SIFA TV-Bingo

SIFA blev stiftet i 1911 på initiativ af Eugen Schmidt, der også var medstifter af Danmarks Idræts Forbund. Formålet med SIFA var og er at samle idrætsforeninger i Aalborg med henblik på at styrke samarbejdet og at arbejde for at sikre bedre kår for idrætten generelt.

I 1985 starter SIFA tv-underholdningsprogrammet SIFA TV-Bingo med henblik på lokalt at indsamle midler til idrætsklubberne.

I dag er SIFA TV-Bingo eneste overlevende TV Bingo og nu Danmarks ældste TV-underholdningsprogram og overgås kun af TV-avisen som ældste Tv-program. Der spilles TV-Bingo hver dag på dk4.

Det sker uden nogen form for mediestøtte eller andet. SIFA betaler 3,3 mill. Kroner om året for at få produceret 365 timers direkte fjernsyn. SIFA bruger ikke økonomi på at reklamere for sine aktiviteter.

I 2015 blev en ny bekendtgørelse fra Spillemyndigheden under Skatteministeriet fremsat.

Bekendtgørelsen ville trække tæppet væk under bl.a. SIFA TV-Bingo, men SIFA TV-Bingo blev reddet på målstregen via en særaftale for TV-bingo (onlinebingo via TV) med blandt andet begrænsninger på omsætning, salg til enkeltpersoner og præmiestørrelser der umuliggør SIFA’s muligheder for at kompensere for afgift stigningen – disse regler gælder ikke for onlinekasinoer generelt.

På daværende tidspunkt var der en klar aftale mellem Skatteministeriet og SIFA om, at afgiften på 20 procent var acceptabel.

Gennemføres afgiftsforhøjelse forventer SIFA at skulle betale årligt 3 millioner kroner i afgifter til SKAT mod nu 2 millioner og hermed vil overskuddet til idrætten være væk.

 

Del artikel

Andre læser også