Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fra Pippi til Ibsen: Aalborg Teater afslører nyt sæsonprogram

Af Stine Kjølby Christensen

Når Aalborg Teater slår dørene op til sæsonen 2024/2025, bliver det Kjersti Hustvedts første sæson som teaterdirektør for den nordjyske landsdelsscene.

”Jeg glæder mig meget til den kommende teatersæson, hvor vi har sammensat et bredt repertoire af ny dramatik, moderniserede klassikere, en stor og ægte juleforestilling for hele familien og ikke mindst en helt ny musikteaterforestilling til at afslutte sæsonen på Store Scene”, udtaler teaterdirektør Kjersti Hustvedt og fortsætter:

”Teater og demokrati blev født på samme tidspunkt i oldtidens Grækenland, og teater er stadig et sted, hvor scenekunsten kaster lys på de store spørgsmål i livet og i samfundet.

Og sådan er det også på Aalborg Teater, hvor vi i denne sæson bevæger os hele vejen ud i verdensrummet og ser på vores lille, gamle jord og helt ind i de mindste sammenhænge: Familien og den enkeltes liv og kamp for tilværelsen.

Vi vil kunne grine sammen og blive rørt og ramt sammen. Det er det, der er scenekunstens mål og evne – også i den kommende sæson, som vi alle på Aalborg Teater ser frem til med stor glæde”, slutter Kjersti Hustvedt.

En vild and og jordens undergang

Det betyder, at teatret nu er klar til at præsentere næste års sæson, der byder på – ja, lidt af hvert.

I sæsonen for 24/25 er der både klassiske dramaer, satirisk cabaret, en magisk juleforestilling og ikke mindst en slags fortsættelse til Anita-triologien under titlen “Flextrafik og slagtesvin”.

Fra Pippi til Ibsen: Aalborg Teater afslører nyt sæsonprogram

Sæsonen starter i september med “Vildanden” på Store Scene og “Der Weltuntergang” på Lille Scene.

Henrik Ibsens “Vildanden” lever helt op til vores forventninger om det klassiske drama, hvor en familie kommer under lup, og komplekse relationer, hemmeligheder og løgne kommer op til overfladen.

På den anden scene udspiller sig et helt andet drama, der sætter fokus på … Jordens undergang.

I en underholdende cabaret følger man Konrad, der helt desperat forsøger at redde jorden – men kapitalisme og egoisme gør det svært for ham at nå i mål.

I oktober bliver der plads til et par gæstespil i form af “Arendt” og “Næste år bliver øllet bedre”, samt gengangeren “Mio, min Mio”, der vandt stor anerkendelse og masser af stjerner, da den blev opført på Aalborg Teater sidste år.

Julekalenderhit og prisvinder

I november bliver der plads til årets juleforestilling: Det Magiske Tivoliteater, kendt fra DR’s julekalender i 2023, hvor man følger den fattige dreng Luca, der bor med sin deprimerede far.

Heldigvis finder han lys, glæde og magi i byens omrejsende varieté-teater, der får hans eget talent for trylleri til at blomstre.

En anden slags magi, der også kommer på scenen i efteråret, er kærlighedens.

I “Drøm om efteråret” møder vi en mand og en kvinde, som forelsker sig i hinanden. Det lyder umiddelbart meget lykkeligt, men for at kærligheden kan sejre, skal manden forlade både kone, børn, hus og … Alt.

Forfatteren Jon Fosse modtog i 2023 Nobels Litteraturpris for sin banebrydende dramatik, der er en fremstilling af mennesker, der sårer hinanden uden at ville det.

Oplandsproblemer

I 2025 er der en helt anden slags underholdning på menuen.

Folkene bag Anita-triologien har tryllet, og frem er kommet “Flextrafik og slagtesvin”, der er en slags fortsættelse af den populære historie om Anita.

Også her møder vi mennesker i udkantsdanmark, der kæmper med og mod de store samfundsomvæltninger, der sætter dagsordenen for hverdagen.

Brugsen lukker, busruten nedlægges, og pludselig står gårdejerne Anders og Mike med problemer helt op til knæene, der ikke kan reddes af et par vaders.

Verdens stærkeste pige rykker ind

Der bliver heldigvis også plads til masser af bekymringsfrie stunder i teatret.

I februar tropper ingen ringere end verdens stærkeste pige op på scenen og skal minde både børn og voksne om, at det er helt okay at være anderledes.

Pippi Langstrømpe bliver årets skoleforestilling og får premiere på Store Scene den 15. februar 2025.

Fra Pippi til Ibsen: Aalborg Teater afslører nyt sæsonprogram

I maj er der endnu flere stærke pigekræfter i vente, når Stine Pilgaards bestseller-roman “Meter i sekundet” forvandles til et musikteater.

Her er der virkelig tale om en humoristisk og kærlighedsfuld historie om en ung kvinde, der flytter til Vestjylland med sød kæreste og spritnyt barn.

Her skal hun finde sin vej i lokalsamfundet, højskolelivet og den vestjyske samtaleform, mens hun udvikler sig lidt efter lidt.

En nordjysk kærlighedshistorie

Fra Vestjylland til Nordjylland det går, når “Klumpfisken” indtager den aalborgensiske scene i maj.

Også her er der tale om en succesfuld filmatisering af “Klumpfisken” fra 2014, hvor man følger den nordjyske fisker Kesse, der har ondt i økonomien og gør alt, hvad han kan, for at redde sin fiskekutter.

Det hele udvikler sig (måske overraskende) til en kærlighedshistorie, hvor et hjerte fra København rykker direkte ind i Nordjylland.

Filmen vandt flere priser, og derfor er forventningerne også store til Aalborg Teaters version.

Læs meget mere om den nye sæson her.

Del artikel

Andre læser også