Pizza, cocktails og 80’er musik: Ny restaurant vil bringe hyggen tilbage i Gaden
Kan du lide pizza? Og hvad med cocktails?
Godt, så har vi nemlig en super lækker nyhed til dig.
Om få dage slår Impasto Pizza & Cocktails nemlig dørene op i Jomfru Ane Gade 16, der tidligere har huset både natklubber og barer.
Men nu får den gode kombination af pizza og cocktails altså et skud på adressen.
For det voksne publikum
Impasto har plads til omkring 65 siddende gæster indenfor, mens der i sommermånederne også er masser af plads udenfor.
Åbningstiderne kommer til at være fra kl. 11 til 24 i hverdagene, hvor hele familien kan kigge forbi, mens man fredag og lørdag, hvor aldersgrænsen hæves til 18+, når køkkenet lukker, skal kunne feste til ca. kl. 05.
“Vi kommer til at lave lækker gourmetpizza med gode italienske råvarer og en række forskellige toppings indtil om aftenen, hvorefter det bliver en cocktailbar for det voksne publikum,” fortæller Simon og Diana Haddad, der i fællesskab driver Impasto, til MigogAalborg.
Når de siger et voksent publikum, så afspejler det sig også i musikken, hvorfor der primært spilles hits fra 70’erne, 80’erne og 90’erne.
Og det er der ifølge Simon, der har stor erfaring fra både natteliv og restauranter, en god grund til:
“Vi mangler et sted i Aalborg til det modne publikum – også i hverdagen, hvor der er kommet en tendens i byen til, at restauranterne lukker allerede ved en 20/21-tiden. Har man f.eks. været en tur i biografen om aftenen, skal man kunne komme forbi efterfølgende og få en lækker pizza,” siger han.
Stor efterspørgsel
Simon er i løbet af renoveringen af lokalerne også flere gange blevet mødt af folk, der ser frem til et spisested i Gaden, fortæller han.
“Der mangler virkelig madsteder og hygge i Gaden. Jeg har f.eks. talt med flere både danske og udenlandske turister, der er kommet til Aalborg for at se Jomfru Ane Gade og gerne vil sidde og hygge med lidt mad, men det har ikke været en mulighed.
Så derfor besluttede jeg at skabe sådan et sted – både til turister og aalborgensere.”
Forventningen er, at Impasto åbner allerede onsdag eller torsdag i denne uge, og du kan følge med på deres Instagram.