Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Det skal du gøre fremover: Ny anbefaling hvis der sker noget på motorvejen

Af Nathalia Hentze Nielsen
Arkivfoto
Arkivfoto

Hvem skal man ringe til, hvis bilen pludselig får motorstop midt på motorvejen og ikke vil køre længere, eller hvis man er involveret i et uheld?

Svaret er 112.

Når en bil går i stå og holder stille i en af motorvejens vognbaner, er det en alvorlig situation, for det øger risikoen for følgeuheld.

Nu skal en ny kampagne, ”Ring 112”, fra Vejdirektoratet og politiet sætte fokus på problemet og få flere trafikanter til at ringe 112, når de har et mindre uheld i en vognbane på motorvejen.

Den nationale kampagne, der løber i tre måneder, er netop lanceret.

At trafikanter skal ringe 112, hvis de havarerer på motorvejen, er en helt ny anbefaling, der kun gælder for uheld på motorvejen, hvor bilen holder stille i en af motorvejens vognbaner.

Det er i den grad aktuelt, hvis man kører i og omkring Aalborg i myldretiden.

Formålet med kampagnen er at øge både trafiksikkerheden og fremkommeligheden på motorvejene.

Alvorligt hvis man holder stille

“Et uheld på motorvejen er altid alvorligt, hvis man holder stille i en vognbane, og dét kræver hurtig hjælp.

Det er vigtigt, at bilen kommer af vejen så hurtigt som muligt, så der ikke opstår følgeuheld.

Det er sådan, vi skal til at tænke fremover, og derfor skal man ikke tøve med at ringe 112 for hjælp.

Det er et spørgsmål om at få trafikken til at flyde sikkert og hurtigt, men det er altså også et spørgsmål om at redde menneskeliv, for det er farligt at opholde sig midt på en motorvej,” siger transportminister Benny Engelbrecht i en pressemeddelelse.

Den nye anbefaling kommer, da det kan være livsfarligt at befinde sig i en af motorvejens vognbaner, hvis man af den ene eller anden årsag holder stille og ikke kan køre videre.

Også ved mindre uheld som motorstop og punktering er anbefalingen, at trafikanterne ringer 112, hvis bilen ikke er nået ud i nødsporet, men holder stille i en af motorvejens vognbaner.

Det kan gå grueligt galt

Et mindre uheld kan være alt fra en punktering til et motorstop eller et lille sammenstød.

Vicepolitiinspektør John Jensen, Rigspolitiets Nationale Beredskabsafdeling, udtaler;

“På motorvejene er der ofte meget trafik, og den høje hastighed, der køres med, gør, at det hurtigt kan gå gruelig galt, hvis en bil holder stille i en af motorvejens vognbaner, og der ikke er tale om kø.

Vi skal have trafikanterne til at ringe 112, hvis de enten selv har en bil, som ikke vil køre længere, eller hvis de ser en medtrafikant, der holder stille i motorvejstrafikken og ikke er kommet ud i nødsporet, så vi hurtigt kan få den rette hjælp frem.”

Vejdirektoratets undersøgelser viser, at for få trafikanter ringer til alarmcentralen 112, hvis de oplever mindre uheld, hvor der ikke er brug for lægehjælp, eller hvis de af andre årsager stopper og holder stille i en vognbane på motorvejen.

Ringer man ikke ringer 112, kommer hjælpen ikke så hurtigt frem.

Kan bilen ikke køre videre og holder stille i en af motorvejens vognbaner, bør der altid ske en alarmering til 112, så der kan sendes de relevante ressourcer til stedet.

Del artikel

Andre læser også