Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ny fanzone indvies: AaB inviterer alle til gratis fodbold

Af Stine Kjølby Christensen
Arkivfoto / Foto: AaB
Arkivfoto / Foto: AaB

For at fejre at vi igen må fylde Aalborg Portland Park, går AaB sammen med tre partnere og inviterer alle fans gratis til fodbold.

Det er Spar Nord, Aalborg Portland og Det Nordjyske Mediehus, der har købt alle billetter for at kunne give dem gratis videre til AaB-fans til sæsonens anden hjemmekamp.

Første kamp uden tilskuerbegrænsing falder sammen med åbningen af en ny fanzone, og så har AaB i samarbejde med Aalborg Kommune brugt sommerpausen på at opsætte nye stadionsæder i AaB’s røde klubfarve. Udover den nye farve er det også slut med væltede fadøl, da de nye sæder har kopholder.

Stadion kalder nu igen 

Det hele går løs til den anden AaB-hjemmekamp i 3F Superligaen mod AGF søndag 8. august. kl. 18.00.

Under overskriften ”Stadion kalder nu igen” er det målet at skabe den bedste oplevelse for både fans og spillere. Ordene er taget fra første linje i AaB-supporternes kampsang af samme navn og falder godt i tråd med formålet med dagen.

“Vi vil fylde stadion med både trofaste fans og nysgerrige nye ansigter, børn og voksne.

Vi glæder os til, at vores fans indtager den nye fanzone, og at vores spillere vil mærke en fornyet energi, når de løber på banen,” fortæller kommerciel direktør i AaB, Jesper Elkjær.

Ikke overraskende viser tallene fra de seneste sæsoner, at AaB har spillet bedst i de kampe med flest tilskuere på Aalborg Portland Park.

De svingende tilskuertal skyldes blandt andet de restriktioner og forsamlingsforbud, der prægede sidste sæson.

Ny fanzone omkring stadion 

Som noget helt nyt åbner AaB en fanzone ved Aalborg Portland Park.

Her vil fans få adgang til streetfood med lækre madboder og barer med specialøl. Nordjyderne kan samtidigt opleve livemusik, lytte til live-podcast med AaB-spillere, deltage i konkurrencer og meget mere.  

Pladsen vil også lægge op til sjov og bevægelse i form af en Goal Station, hvor børn og voksne kan prøve forskellige træningsmetoder af, hvis de ønsker at forbedre deres spil.

For at gøre pladsen familievenlig er der også hoppeborg og aktiviteter til børn.

“Vi er meget stolte af fanzonen. Det er noget, vi har set frem til i lang tid. Vores fans skal føle sig hjemme på Aalborg Portland Park.

Det er dem, der skaber den helt særlige stadionstemning, som næsten ikke kan beskrives,” siger bankdirektør i Spar Nord, John Lundsgaard.

Direktør i Aalborg Portland, Michael Lundgaard Thomsen, bakker op:

“Vi ved, at det betyder meget for spillerne, at vi har vores fans med. Selvfølgeligt er fodbold sjovest, når spillerne mærker opbakning fra fællesskabet på de røde rækker.

Det bliver fantastisk at opleve livet på Aalborg Portland Park igen.

Starten på en ny tradition 

Som en ekstra optakt vil Klarup Pigekor inden kampen optræde med deres version af ”Stadion kalder nu igen”.

“Jeg er sikker på, det bliver en fantastisk dag. Det vigtigste er, at vi igen kan blive samlet om fodbolden, og AaB og hele Nordjylland fortjener en kæmpe fodboldfest – derfor inviterer vi alle fans gratis med.

Det bliver en stærk og tilbagevendende markering,” lyder det fra kommerciel direktør i Det Nordjyske Mediehus, Martin Sander.

De tre partnere har købt alle kampens billetter fri, så de er gratis for alle fans. 

AaB’s sæsonkortholdere har førsteret på billetter og samtidig har Spar Nord, Aalborg Portland og Det Nordjyske Mediehus mulighed for at dele et begrænset antal billetter ud til egne medarbejdere og kunder før de resterende billetter frigives 26. juli. 

Planen er, at ”Stadion kalder nu igen” skal blive en tilbagevendende tradition, der hvert år kan give spillerne i AaB et brag af en sæsonstart. 

Sådan henter du billet som sæsonkortholder

Sæsonkortholdere til Complea Tribunen:

Som sæsonkortholder til Complea Tribunen kan du anvende dit fysiske sæsonkort ved indgangene.

Samarbejdspartnere Spar Nord, Aalborg Portland og Det Nordjyske Mediehus har tildelt alle sæsonkortholdere én ekstra billet. Denne skal afhentes online på www.billet.aabsport.dk efter samme fremgangsmåde som ved de foregående kampe.

Sæsonkortholdere til Vesttribunen og 3F Tribunen

Da der fortsat er krav om en fast siddeplads for alle tilskuere, skal sæsonkortholdere på de unummererede tribuner, Vesttribunen og 3F Tribunen, hente billet online på www.billet.aabsport.dk efter følgende fremgangsmåde. Sæsonkortholdere til Vesttribunen og 3F Tribunen kan trække to billetter til kampen.

Del artikel

Andre læser også